2003-06-23 22:04 På toppen af Kilimanjaro Af premierløjtnant-R Carsten Brandt
Et hold reserveofficerer var i september i Afrika for at bestige Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro, med efterfølgende safari. Det var Københavnskredsen, der var igangsætter, med Trekking Bureauet i Roskilde som teknisk arrangør. Rejseleder var premierløjtnant-R Erik Bertelsen, som har været på Kilimanjaro to gange tidligere.
At bestige Kilimanjaro er noget af en udfordring, og der var desværre derfor kun fem af rejsens ti deltagere, der nåede toppen, som ligger 5.895 m over havets overflade. Fire af de fem, der nåede toppen, var premierløjtnant-R Nikolas Scholz, major-R Palle Redder Madsen og premierløjtnant-R Erik Bertelsen fra Københavnskredsen samt premierløjtnant-R Carsten Brandt fra Midtjyske kreds.
Det er en større »delegation«, der skal til for at bestige bjerget. Vi var som sagt ti deltagere, og til vores rådighed havde vi 22 bærere og 3 guider. Turen op og ned varede seks dage.
Selve ruten er meget spændende med mange op- og nedstigninger, og mange steder er terrænet meget stejlt. Det krævede en ganske god fysik, men det egentlige problem var nok snarere den tynde luft, der giver risiko for hovedpine eller endnu værre højdesyge, og som i hvert fald var medvirkende til, at tempoet blev langsommere, efterhånden som man kom op i højden.
Ud over fysiske krav stilles der ganske naturligt krav om en fleksibel holdning undervejs, for det er meget svært — for ikke at sige umuligt — på forhånd at forestille sig, hvordan terrænet er, og hvordan den tynde luft og de primitive forhold indvirker på ens humør. Men netop det uvisse er en del af charmen ved en sådan udfordring!
Hvad byder morgendagen på? Vi må se, hvad der kommer og tage det i stiv arm.
Kan jeg klare det? Vi får se. Jeg gør i hvert fald mit bedste.
Man er lidt stolt, når man endelig står på toppen af Afrika og ser solen stå op nede over skyerne!
En stor tak til Erik fra Trekking Bureauet samt kollegerne fra ROID for en god og lærerig tur.
 |