 |
 |
2004-04-15 14:23 Indtjening ved udsendelse og uddannelse kræver ikke frasigelse af SU-klip Ved YROT-weekenden i Århus den 20.-21. marts blev der diskuteret mange forskellige problemstillinger, som vedrører unge reserveofficerer, og en af disse var SU-regler i forhold til indkomst indtjent ved missionsorienteret uddannelse og udsendelse. Mødet gav ikke mulighed for at få de gældende forhold klarlagt, hvilket dette indlæg søger at rode bod på.
Lovgivningen på området betyder, at kommende studerende og studerende ikke får problemer med at skulle tilbagebetale SU-klip. Trods klare regler (se nedenfor) kan man dog komme ud for problemer. Ifølge lov nr. 416 af 06/06/2002 (gældende), som er en ændringslov til lovbekendtgørelse nr. 627 af 28. juni 2001 stk. 8, gælder følgende:
»Stk. 8. Årsfribeløbet forhøjes for uddannelsessøgende, der har indgået kontrakt med forsvaret om deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende opgaver i udlandet. Indgår følgende særlige indtægter i egenindkomsten, forhøjes fribeløbet med disse indtægter efter fradrag af arbejdsmarkedsbidrag, jf. § 23, stk. 3, nr. 2: 1) Løn og tillæg, der er indtjent under ovennævnte særlige tjenester i udlandet samt de hertil knyttede missionsforberedelses- og afviklingsperioder. 2) Særlig godtgørelse og bonus, der udbetales eller frigøres i henhold til kontrakten. 3) Feriegodtgørelse af de indtægter, der er nævnt i nr. 1 og 2.«
Således fremgår det, at både indtjeningen under selve udsendelsen samt den missionsforberedende- og afviklende periode foranlediger en fribeløbsforhøjelse. Der kan opstå problemer, hvis det ikke fremgår for SU-styrelsen, at indtjeningen er indtjent jf. punkt 1, 2 og 3 stk. 8, men lovgivningen er klar.
 |
 |
 |
 |
 |