2003-06-30 12:56

Helt til grin II

Af premierløjtnant-R Anders Bruun Nielsen

Det var med stor interesse at jeg som premierløjtnant-R og studerende på Handelshøjskolen i København (HHK) læste premierløjtnant-R Anders Staffes indlæg »Helt til grin« i forrige nummer af reserveofficeren.

Jeg kan give ham fuldt og helt ret i de problematikker, han omtaler i indlægget. Som studerende under SU-systemet er det ofte svært at se det muligt at yde den indsats i Forsvaret, som man godt kunne tænke sig, uden at skulle bøde økonomisk for det. Til gengæld var det med lige så stor skuffelse, jeg læste major-R Peter Lynards svar på indlægget. Sagt med andre ord synes jeg, at hans svar var »helt til grin«. Det er ikke kun reserveofficerer med DIB-kontrakt, som føler sig »straffet« for den indsats, de har gjort, også vi andre på A- og B-kontrakt.

Lad mig, inden jeg går videre, slå fast, at jeg mener, at de reserveofficerer, som udsendes med DIB'en, gør en væsentlig større indsats for samfundet end os på A- og B-kontrakt, men at dette ikke betyder, at vi andre ikke yder en betydelig arbejdsindsats for Forsvaret.

På HHK taler jeg med en del reserveofficerer, som selvsagt også samtidig er studerende, og mit indtryk er, at alle deler synspunktet om, at SU-styrelsens regler er meget hæmmende for ens virke som reserveofficer.

Som studerende er det oftest muligt at finde tid til 4–6 ugers indkommandering om året kombineret som både 1–2 dage ad gangen og 1–2 uger ad gangen og ofte på tidspunkter, hvor reserveofficerer med fast arbejde ikke har mulighed. Det vil sige, at vi udgør en yderst fleksibel arbejdsstyrke, som Forsvaret kan trække på, hvilket de da også ofte gør.

Jeg vil ikke begynde at gentage de argumenter, som Anders Staffe fremførte, men til gengæld tilføje endnu et argument som jeg mener er blevet overset: I november 2001 udkom der et særnummer af Reserveofficeren , hvor ROID informerede om de nye kontraktformer med basis- og tillægskontrakter og om alle de fordele, som der nu var.

Ét af de punkter, der blev lagt vægt på i særnummeret, var, at man for fremtiden ville bliver belønnet for en ekstra indsats, det vil sige at størrelsen af ens månedlige rådighedsvederlag ville være proportionalt med ens aktivitet. Sagt med andre ord: Jo mere man arbejder, jo flere penge per måned!

Dette lyder jo i sig selv ganske udmærket, og specielt som studerende, hvor man jo har mulighed for at yde op til 6 uger om året, idet en tillægskontrakt begrænser aktiviteten til maksimum 12 uger (84 dage) fordelt på minimum 2 år, og derved kunne opnå 1.850 kr i rådighedsvederlag om måneden.

Regnestykket ser således ud:

84 dage : 2 = 42 dage.

42 dage · 400 kr/dag = 16.800 kr/år.

16.800 kr/år : 12 md/år = 1.400 kr/md.

1.400 + 450 kr/md = 1.850 kr/md.

For en studerende er 1.850 kroner ekstra om måneden en væsentlig indtægtsforbedring i betragtning af, at SU-ydelsen for tiden er på 4.231 kr/måned før skat. Problemet er nu bare det, at SU-styrelsen som sagt sætter begrænsninger for, hvor meget jeg må tjene, og således bliver jeg med den ny kontraktform ikke som tiltænkt ekstra belønnet for en ekstra indsats, men derimod ekstra straffet for en ekstra indsats.

De ny kontraktformer betyder faktisk, at jeg ikke kun skal til at tænke på, om jeg nu ved at tage en vis mængde indkommanderinger risikerer at tjene for meget, men at jeg nu også oveni skal til at vurdere, om mit månedlige rådighedsvederlag nu også kommer til at være for stort.

Hvis det før var svært at planlægge, hvornår man skulle framelde klip, bliver det da helt umuligt nu!

De ny regler vil nok medføre, at reserveofficerer, som samtidig er tilmeldt SU-ordningen, for fremtiden i højere grad vil »passe på ikke at arbejde for meget«, og det var vel ikke det der var hensigten med de ny kontrakter?

Jeg vil rent faktisk påstå, at så længe der ikke er kommet en afklaring for studerende reserveofficerer i forhold til SU'en, vil jeg foretrække den gamle kontraktform frem for den ny.

Nu skal det imidlertid ikke kun være kritik uden et løsningsforslag, så jeg vil benytte denne lejlighed til at opfordre ROID til at tage kontakt til Forsvaret og SU-styrelsen og prøve at finde en løsning. En sådan kunne eventuelt være at undtage det månedlige rådighedsvederlag fra SU-regnskabet. Således vil man ikke skulle bekymre sig om rådighedsvederlagets størrelse som følge af ekstra aktivitet, og desuden vil det give lidt »luft« i den øvrige indtægtsramme.

Jeg vil til sidst tilføje, at jeg håber, at jeg med dette indlæg har åbnet Peter Lynards og ROID's øjne for, at der her er et reelt problem ikke kun for DIB'er, men for alle studerende reserveofficerer.