Du er her: Forside > Om HPRD > Hæderstegn 2008

2008-05-09 00:00

Hæderstegn 2008

Reserveofficersforeningens Hæderstegn blev på foreningens 88 års fødselsdag uddelt til fem hæderstegnmodtagere.

HPRD protektor, Hans Kongelige Højhed Prins Joachim, overrakte hæderstegnene. HPRD formand motiverede tildelingerne før overrækkelsen.   


Reserveofficersforeningen i Danmark er i dag et binavn til Hovedorganisationen for Personel af Reserven i Danmark - eller HPRD og foreningen har derfor valgt at opretholde det oprindelige navn på hæderstegn.
Hæderstegnet kan af foreningen, efter enstemmig vedtagelse i bestyrelsen, tildeles personer, såvel aktive militære som afskediget, og i ganske særlige tilfælde civile, som bestyrelsen finder i særlig grad bør hædres for deres indsats for reserveofficerskorpset som helhed og for foreningen i særdeleshed.


Forsvarsminister, major af reserven Søren Gade

For første gang siden indstiftelsen af foreningens hæderstegn gives hæderstegnet til en siddende forsvarsminister.

Major af reserven Søren Gade blev udnævnt til sekondløjtnant af reserven i 1983. Han var tjenstgørende ved Jydske Dragonregimet til 1985, hvorefter majoren indgik kontrakt om rådighedspligt samme sted. Herefter fulgte majoren en traditionel reserveofficerskarriere i mobiliseringsstyrken.

Som reserveofficer gennemgik majoren VUT I og blev udnævnt til kaptajn af reserven i 1990. Efter gennemgang af afdelingskursus blev Søren Gade udnævnt til major i 1998.

Efter færdiggjort uddannelse som cand. oecon. har majoren haft en varieret erhvervskarriere ved siden af en fornem politisk karriere. Denne har i særlig grad været folkeligt forankret. Det så vi ikke mindst ved sidste valg, hvor ministeren fik et særdeles stort antal personlige stemmer.

Majoren har ligesom en stor del af reserveofficerskorpset bidraget til den internationale tjeneste ved at være udsendt som FN-observatør til Mellemøsten i 1990-91.

Majoren er ved sit personlige eksempel et signifikant udtryk for, hvad Forsvarets reserve egentlig er, nemlig Twice a citizen.

Majoren blev udnævnt til forsvarsminister i 2004.

For alle dagens deltagere er det kendt, at Forsvarets udspil til et nyt forsvarsforlig fra 2003 skabte en ny situation for reserveofficerskorpset. Forsvarets ledelse lagde reelt op til en nedlæggelse af reserveofficerskorpset. En situation, som Reserveofficersforeningen måtte forholde sig stærkt kritisk til, og som foreningen fortsat arbejder aktivt med at få adresseret. Et lyspunkt var opstillingen af den Regionale Føringsstruktur (REFØ). Fra politisk side forstod man ikke at smide et stor og kompetent korps af personel af reserven ”over højre skulder”. Oprettelsen af REFØ og etableringen af det forholdsvis høje antal stillinger til reserven, der blev et resultat af forsvarsforliget skabte troen på, at reserven fortsat kan bidrage til Forsvaret opgaveløsning.

Forsvarsministeren tilkendegav klart i brev til foreningen for tre år siden sin holdning til reserven. Målet med Forsvarsforliget var alene nedlæggelse af mobiliseringsstyrken. Ikke af reserveofficerskorpset. Ministerens tilkendegivelse om, at der også i fremtiden vil være behov for reserveofficerer i Forsvaret var for foreningen og dermed reserven en meget vigtig manifestation.

Denne klare holdning har foreningen efterfølgende ved flere lejligheder mødt hos ministeren og vi ser frem til at det i endnu højere grad også bliver udtrykt ved Forsvarets daglige anvendelse og forvaltning af korpset af reserven.

Det er for denne helt særlige indsats for Forsvaret og for personel af reserven, at vi i dag tildeler Forsvarsminister, major af reserven Søren Gade foreningens hæderstegn.

Generalmajor Per Pugholm Olsen

Generalmajor P. P. Olsen blev udnævnt til sekondløjtnant af reserven den 1. august 1984.

Efter geledtjeneste som officer af reserven valgte generalen at fortsætte på Flyvevåbnets Officersskole. Efter en kortere periode i operativ tjeneste i Luftværnsgruppen, kom generalen til Flyvertaktisk Kommando. Det er ikke mindst i generalens forskellige funktioner i FTK at Flyvevåbnets reserve har kunnet regne med en ”gammel” reserveofficer. Det skal understreges, at generalen er meget mere til løsninger end til spørgsmål. Generalen skal derfor altid overbevises med argumenter og regnestykker.

I forbindelse med det seneste forsvarsforlig, besluttede den daværende CH/FTK at FLV Reserve fortsat skulle være en nyttig ressource i Flyvevåbnet. Det blev generalens lod, som stabschef i FTK, at føre denne beslutning ud i praksis. Generalens klarsyn og strategiske begavelse er også i denne forbindelse kommet FLV Reserve til gode. Reserven indgår nu i den nye Wing-struktur som en organiseret Wing Reserve. Generalen har således sat FLV Reserve ind i de enkelte Wings daglige drift og på den måde sikret, at en nyttig ressource bliver anvendt efter sit formål.

I forbindelse med Forsvarets øjeblikkelige udfordring - at have de rette kompetencer til rådighed - har generalen i handling vist, at han også her regner med Reserven. Bl.a. ved at tilbyde både kort- og langtidskontrakter til de rette kompetencer - også selvom disse ikke passer helt ind i den bestående struktur.

Med generalens initiativ til at tiltrække nye unge mennesker til Flyvevåbnet via den nye Grundlæggende Officersuddannelse, tilbydes unge mennesker en attraktiv kortere lederuddannelse. Efter afslutning på uddannelsen - der er så kort, at den er attraktiv for alle - kan den enkelte træffe et bevidst valg om at træde ind i reserven eller fortsætte uddannelsen ved Flyvevåbnets Officersskole. Også her opfatter vi generalens signaler som særdeles positive og visionære for Flyvevåbnets Reserve - og - med generalens nylige indtræden i Forsvarskommandoen - for forsvarets reserve som helhed.

Det er for troen på, for kravene til og for anvendelsen af Reserven samt for i det hele taget ”at ville reserven” og dermed helt særlige indsats, at generalen i dag tildeles foreningens hæderstegn.

Sektionschef af reserven (MJ-R) Niels Klein

Sektionschef -R Niels Klein blev efter gennemført teknikumuddannelse indkaldt i 1972 som værnepligtig ved Beredskabskorpset i Næstved. Han blev uddannet som delingsfører (sergent) fra delingsførerskolen i Herning 1973 og sektionsleder 2 (løjtnant-R) fra Bernstorff Slot 1973. I 1988 blev han udnævnt til sektionschef-R (major-R) efter at have deltaget i de krævede beredskabsfaglige kurser og udvidet stabslederkursus.

Sektionschefen har i sin reserveofficerskarriere været designeret til flere beredskabskolonner og senest i en stabsfunktion ved Beredskabsstyrelsen Sjælland. Herunder er han tilknyttet Atomberedskabet i Beredskabsstyrelsen som chef for sekretariatet.

I reserveofficersgerningen blev sektionschefen opfattet som ”indbegrebet af den operative reserveofficer i Redningsberedskabet”.

Sektionschefen var i nogle år medlem af bestyrelsen for Organisationen af Akademisk Civilforsvarspersonel og herefter fra 1993 til 2004 medlem af bestyrelsen for HBD.

Niels Klein stod i alle årene fast på at reserven skulle være aktiv og bruges. Selv da sektionschefen blev ældre, fastholdt han hellere, at ville være i terrænet frem for ved skrivebordet - og af samme årsag var han et kendt og afholdt ansigt på Korpsets mange store katastrofe-øvelser. Unge reserveofficerer - og efter sigende også officerer af linien - lærte meget af hans store viden, operative indsigt og engagement.

De fastansatte beredskabsofficerer valgte i 2004 at gå sammen med Hovedorganisationen af Officerer i Danmark (HOD) - hvormed HBD blev opløst. Det blev her et spørgsmål, hvorvidt beredskabsofficererne af reserven skulle følge med over i HOD eller - som Niels Klein fandt mere oplagt - søge beredskabsofficererne af reserven optaget i Reserveofficersforeningen.

Takket være ikke mindst sektionschefens lederskab blev løsningen den sidstnævnte – en for foreningen historisk begivenhed, som vist ingen har fortrudt.

Niels Klein har stedse ydet en stor indsats for at sikre ordentlige vilkår for reserveofficererne. Et

gennemgående princip var, at reserven og linien skulle stilles lige. Der er mange reserveofficerer, der kan takke Niels Klein for forbedringer, der gav dem en god tid i Korpset – til gavn for hele Korpset.

Ligesom som i forsvarets blev også mobiliseringsstyrken i Beredskabskorpset nedlagt sammen med de store øvelser. En overgang så det ud til, at reserven ville gå samme vej.

Det er ikke mindst i denne meget vanskelige periode, at Niels Klein kan tage en stor del af æren for, at reserven ikke blev glemt eller helt forsvandt. Det lykkedes ham at gennemføre en række tiltag, der sikrede en plan for reservens anvendelse i det fremadrettede Redningsberedskabet

Sektionschefen sad i foreningens bestyrelse fra sammenlægningen af de to foreninger indtil sektionschefen udtrådte af den aktive reserve på grund af alder i 2007. Sektionschefen har imidlertid ikke sluppet reserveofficersarbejdet af dén grund, idet han fortsat er et aktivt medlem af bestyrelsen for HPRD Københavnskreds samt medlem af foreningens beredskabsudvalg.

Det er for denne helt særlige indsats som reserveofficer i Beredskabskorpset, for reserveofficererne og dermed også for HPRD, at sektionschefen i dag modtager foreningens hæderstegn.

Kaptajnløjtnant af reserven Kenneth Ruby Hovgaard Jeppesen

Kaptajnløjtnant af reserven Kenneth Ruby Hovgaard Jeppesen har trods sin unge alder sat et markant aftryk på reservens udvikling såvel i søværnet som i forsvaret som helhed. Både nationalt og internationalt. Han har herigennem efterladt et særdeles positivt indtryk af en engageret og initiativrig reserveofficer, der nyder respekt for sin gerning.

Efter uddannelsen til bevogtnings- og nærforsvarsofficer arbejdede kaptajnløjtnanten ihærdigt som reserveofficer i søværnet med et aktivitetsniveau langt over gennemsnittet. Han forestod i den forbindelse flere succesfulde mønstringer.

Sideløbende med rådighedstjenesten ved enheden påtog kaptajnløjtnanten sig i 1997 opgaven med at etablere OFRU ved Flådestation Frederikshavn. Her ydede kaptajnløjtnanten en særdeles aktiv indsats i alle årene indtil udvalgets nedlæggelse som følge af strukturændringerne i forsvaret.

I 2001 blev kaptajnløjtnanten indvalgt i bestyrelsen i Reserveofficersforeningen, hvor kaptajnløjtnanten gennem 6 år igen ydede en markant indsats for reserven i såvel Danmark som i udlandet. Kaptajnløjtnanten havde således sæde i både OFRU/SOK og Koordinationsgruppen og arbejdede her forbilledligt for reservens forhold.

Som en meget værdig repræsentant for det danske søværn har kaptajnløjtnanten også varetaget posten som delegationsleder ved de nordiske marinekonkurrencer i perioden 2001-2007. Han har påtaget sig en lang række opgaver som forbindelsesofficer, herunder til det norske kongeskib. I dag er han aktiv i terminaltjenesten og dermed med til at sikre vores internationale engagement.

Særligt i regi af CIOR har kaptajnløjtnanten leveret en indsats langt ud over det forventelige. Allerede tilbage ved CIOR-kongressen i Ålborg i 1997 virkede kaptajnløjtnanten i kongresorganisationen og var herigennem medvirkende den til meget succesfulde kongres.

CIOR-arbejdet havde givet den unge reserveofficer lyst til større udfordringer, og året efter deltog kaptajnløjtnanten på det danske YROW-team, hvor han året efter var leder. I perioden 2000-2002 indgik kaptajnløjtnanten i danske CIOR-præsidentskab og han valgtes som dansk repræsentant i YROW-komiteen i 2004.

Om kort tid afslutter kaptajnløjtnanten 3 års stærkt formandskab for YROW-komiteen og dermed en imponerende indsats og karriere til gavn for de unge reserveofficerer i såvel ind- som udland.

Kaptajnløjtnant af reserven Kenneth Ruby Hovgaard Jeppesen har således over mange år ydet en imponerende, uselvisk og helt særlig indsats i form af en lang række markante præstationer, som vi i dag påskønner ved at tildele foreningens hæderstegn.

Seniorsergent af reserven Gert Riber Schultz

Seniorsergent af reserven Gert Riber Schultz begyndte sin karriere i forsvaret ved JTGR i, hvor han uddannede sig som sergent året efter. Han har præsteret et mangeårigt særdeles aktivt virke i Reserveofficersforeningen, længe før Reserveofficersforeningen blev til HPRD.

Hans yderst positive holdning og store indsats har været meget synlig og et eksempel for mange yngre kolleger. Han nyder stor respekt blandt sine kolleger såvel fagligt som personligt. Han fremtræder med en myndighed, der gør, at han på skydebanen kan styre selv ældre majorer – og det kan i særlig grad være svært.

Han har ydet en betydelig og helt ekstraordinær indsats for et aktivt kredsvirke og har været stærkt medvirkende til, at kredsen har markeret sig blandt medaljetagere ved bl. a. DM i feltsport.

Ingen opgave har været for lille eller for stor for seniorsergenten. Seniorsergenten har gennem hele sin karriere været en højt værdsat kollega for reserven. Hans engagement for den militære tjeneste indebærer, at han fungerer som en solid og troværdig ambassadør for landets forsvar. Der har ofte været bud efter seniorsergenten, idet han tit har været indkaldt til øvelser ved Danske Division og i de sidste år ved hovedkvarteret i Stettin.

Det er kendetegnende for seniorsergenten, at han er korrekt og altid særdeles velforberedt til løsning af de pålagte opgaver også selv om det krævede betragtelige ressourcer. Han er ubestikkelig og det er helt umuligt at få ændret en skudt ni’er til en ti’er hvis ikke seniorsergenten er helt overbevidst.

Seniorsergenten har gennem en lang årrække bidraget stærkt med ny inspiration og vejledning inden for skydning og lagt mange ressourcer i skydeuddannelsen. Han har lagt store kræfter i at gøre skydninger realistiske og relevante, hvilket giver sig udslag i deltagelse i diverse terrænskydninger på Fyn og i Jylland.

Som aktiv på skydebanen, specielt ved planlægning og gennemførsel af Skallebøllestævnet, var det naturligt for seniorsergenten at springe til, da kredsen manglede en skydeleder. Han har uselvisk og utrætteligt været med til at bygge bro mellem stregbefalingsmandsgruppen og officerer.

For første gang tildeles foreningens hæderstegn til et medlem af sergentgruppen for en helt særlig indsats for reserven. Det er derfor en særlig glæde at kunne tildele Reserveofficersforeningen i Danmarks Hæderstegn til seniorsergent af reserven Gert Riber Schultz.


Om HPRD
Vis alle artikler
Bestyrelsens forslag til justering af Foreningens love
ROIDs Historie
Hæderstegn 2006
Hæderstegn 2007
Hæderstegn 2008
Hæderstegn 2009
Hæderstegn 2010
Indkaldelse til ordinær generalforsamling
Indkvartering
Medlemskab
Ophavsret mv.
Protektor
Bestemmelser for Reserveofficersforeningen i Danmarks Hæderstegn
Salgsartikler
Sekretariat
Vedtægter
Årsberetning
Årsregnskab