Du er her: Forside > Organisation > Udvalg > Aftaleudvalget > Årsberetning 2003

Årsberetning 2003

Udvalget, primært ved sekretariatschefens foranstaltning, har også i 2003 vejledt og bistået medlemmer i enkeltsager på det aflønningsmæssige område.

Foreningens årsberetninger for 2001 og 2002 var for aftaleudvalgets vedkommende præget af forhandlingerne om et nyt kontraktsystem samt implementeringen heraf. På trods af, at aftalen mellem Forsvarsministeriet og ROID blev underskrevet i november 2001 med hensigt om ikrafttræden pr. 1. januar 2002 så gjorde den meget lange ventetid med hensyn til endelig godkendelse fra Finansministeriet, at en egentlig implementering af aftalen først kunne iværksættes fra slutningen af 2002. Den nye kontraktstruktur var taget i anvendelse fra 1. januar 2003 for Søværnets vedkommende og fra 1. april 2003 for Flyvevåbnets og Hærens vedkommende. Kundgørelse for Forsvaret (KFF) B.5-27 om antagelse, aflønning, rådighedstjeneste m.v. af officerer af reserven blev i revideret version udstedt af Forsvarsministeriet den 23. september 2003.

Ved årets udgang var der således tegnet knap 4000 basiskontrakter, og heraf er der suppleret med knap 1000 tillægskontrakter uden rådighedsvederlag og godt 2000 tillægskontrakter med rådighedsvederlag. I forhold til det med Forsvarsministeriet aftalte om et antal rådighedskontrakter på i alt 2.643, må der – henset til den meget vanskelige situationen i Forsvaret – på dette punkt konstateres en tilfredsstillende status. Antallet af tillægskontrakter viser dels i sig selv et behov for dette tillægsmodul, men afspejler også både det forhold, at der på lægeområdet tidligere ikke har været tradition for anvendelse af de daværende A-kontrakter, dels den førnævnte vanskelige situation i Forsvaret, som har bevirket, at aktiviteterne for reserveofficerer har været meget begrænsede nu igennem halvanden år.

Foreningen har i løbet af 2003 uformelt tilkendegivet overfor Forsvarsministeriet, at en evt. fremtidig justering af kontraktstrukturen bl.a. kunne bestå i at forøge antallet af dage indenfor kontraktperioden (således at længere tjeneste – herunder i udlandet – også vil kunne rummes indenfor kontraktstrukturen) foruden at kontraktformen gøres mere universel, dvs. udbygges med flere moduler for at kan dække et bredere felt end i dag, både med hensyn til personelkategorier og med hensyn til værn m.v. Foreningen er herved opmærksom på de i stigende grad forekommende henvendelser fra medlemmer med spørgsmålet om forhandlingsretten til reaktionsstyrkekontrakterne.

Ud over drøftelsen af de praktiske forhold omkring kontraktimplementeringen har foreningen i 2003 lagt tyngde på spørgsmålet om at få færdigforhandlet en aftale om den generelle løn til reserveofficererne for perioden 2002 – 2005. Foreningen tilkendegav i begyndelsen af 2003 at være positivt indstillet overfor et element af det såkaldte "NyLøn", men på betingelse af, at et sådant lønsystem i tillægsstrukturen må anvendes på mere funktions- og/eller udannelsesbestemt facon end som tilfældet er for overenskomsterne for de fastansatte, idet ROID ikke har mulighed for at håndtere et mere lokalt, individorienteret system. Forsvarsministeriet har accepteret denne version af "NyLøn" for reserveofficerernes vedkommende, og ROID har ved årets udgang givet tilsagn om at kunne underskrive en aftale for perioden, som indebærer overgang til et nyt lønsystem bestående af primært en basisdel og en tillægsdel på uddannelsesområdet, hvor gennemført VUT I og VUT II er væsentlige parametre, og hvor det nye lønsystem generelt indebærer, at den enkelte officer hurtigere end hidtil når slutlønnen indenfor pågældende stillingskategori.

Samtidig med forhandlingerne om et nyt lønsystem har der også været ført forhandlinger om at konvertere variable tillæg (i form af natpenge, godtgørelse på lørdage og søn- og helligdage m.v., vagttillæg, øvelsestillæg, søøvelsestillæg, søtillæg samt 55 kr. tillæg under indkommandering til 2 faste tillæg; dels et (større) tillæg i.f.m. vagter/øvelser af mindst 24 timers varighed, dels et mindre tillæg til anden form for tjeneste. ROID har ved årets udgang tilkendegivet overfor Forsvarsministeriet, at Foreningen gerne er indstillet på at tilslutte sig en sådan ændret og forenklet form for en fremtidig omkontering af variable ydelser til faste tillæg, men at Foreningens forudsætning herfor er, at der – via og i Forsvarets edb-systemer – sikres fornøden lønsumssynlighed i forhold til forsvarets øvrige personelkategorier. I lyset af den i Forsvaret verserende myte om, at reserveofficerer er dyrere at anvende end linieofficerer er således magtpåliggende for Foreningen at sikre, at f.eks. afspadsering og øvrig tjenestefrihed for det faste personel prissættes behørigt og omkostningskalkuleres som en integreret del af Forsvarets budgettering og regnskabsaflæggelse, således at den reelle udgift ved anvendelse af en reserveofficer og en officer af linien reelt og med rimelighed kan sammenlignes.

Ved siden af de mere overordnede forhold for reserveofficerer har Foreningen i 2003 bl.a. også fortsat drøftelser om den af Forsvaret i 2003 foretagne beregning af feriepenge med udgangspunkt i rådighedsdagene, ligesom forsikringsforhold, særlig aflønning af MJUR og læger til særlig tjeneste også indgår blandt de aktuelle temaer. Foreningen er sidst på året blevet opmærksom på, at den i Forsvaret nu indførte mulighed for, at der i medfør af tjenesterejseaftalen (KFF B.5-13 § 19) også kan ydes militært personel adgang til refusion for merudgifter til måltider m.v. for rejser under 24 timer samt uden overnatning ikke er gældende for reserveofficerer. Dette tema vil selvsagt også indgå i de videre drøftelser med Forsvarsministeriet.


Organisation
Vis alle artikler
Udvalg
- TUK-udvalget
- Nordisk Samarbejde
- Aftaleudvalget
- Arbejdsgruppen for SYPL-R
- Honnørudvalget
- AG INFOOPS
- RiR (Idræt)
- Beredskabsudvalget
- Sprogofficersudvalg
- Sergentudvalg
- Konstabeludvalg
- Arbejdsgruppe Humanitær Folkeret (AG HUMFOL)
Bestyrelsen
Internationalt
Kredse
PARU
YROT
Reserven
Links

Aftaleudvalget
Årsberetning 2003