2009-05-12 00:00

Helvede i Nord

Af premierløjtnant af reserven Karina Renée Johansen  

Titlen er morbid, men den dækker retfærdigvis også over løberuter på 10 og 21 kilometer gennem sandbakker, skovhøje, slugter, brandbælter, klitter og strand. Fem HPRD-sponsorerede PL-R løb ’Helvede i Nord’ anden påskedag, og næste år håber vi at blive mange flere…  

En forpustet mand kommer løbende op fra stranden og viser tydelig skuffelse over, at belønningen for at have slæbt sig 800 meter gennem tungt sand er en høj, stejl bakke med et 16-kilometers-skilt, som lader til at hovere over, at der stadig er mere end fem kilometer tilbage.

Skiltet betyder selvfølgelig, trods alt, at løbet er i sin sidste fase, og der er heldigvis mange, der ser mindst lige så trætte ud som jeg føler mig. Vi er en håndfuld HPRD-medlemmer, der er taget til Nordsjælland, for at deltage i Helvede i Nord, som hører under betegnelsen ’ekstrem-løb’. Det lyder så voldsomt, men løbet indeholder også både rigelige mængder blødt sand og mange, alt for tætsiddende højdekurver, og som det så smukt er formuleret på hjemmesiden, ’gør det kuperede terræn sammen med det til tider løse underlag løbet til en virkelig fysisk udfordring’.

Til gengæld foregår løbet i et af Danmarks smukkeste områder, Tisvilde Hegn på Nordsjælland. Området tager sig særligt smukt ud på denne forårsdag, hvor solen skinner fra en skyfri himmel. Og selv om øjnene er fast fikseret mod jorden for at skåne sig selv for alt for meget nærkontakt med samme, kan man ikke undgå ud af øjenkrogen at registrere nyudsprungne blade på træerne, ligesom fuglene gør, hvad de kan for at overdøve de 1000 deltageres trampen gennem skovbunden. Udover at være dejligt, gør vejret også ruten betydeligt mere fremkommelig, frem for sidste år, hvor sne og is satte ekstra forhindringer langs hele ruten. Alt i alt er løbet på mange måder slet ikke så slemt endda, og jeg måtte yderligere tage hårdhedsgraden op til genovervejelse, da jeg så mig overhalet af en dame, som for længst havde passeret betegnelsen midaldrende.

Vores hold blev sponsoreret af HPRD, og det bestod af PL-R Lene Madsen, PL-R Rasmus Skov, PL-R Rikke Olsen, PL-R Merete Søberg-Hansen og undertegnede PL-R Karina Renée Johansen. Vi fik desuden selskab af yderligere et par RESOFF, som i manglende viden om, hvad der er bedst for dem selv, ikke var medlem af HPRD og derfor ikke kunne være en del af vores sponsorerede hold. Ser man bort fra outsiderne bestod holdet kun af sprogofficerer, hvilket forhåbentlig vil kunne udvides til en bredere reserve-kreds til næste år, hvis HPRD vil gentage succesen og måske endda vil gøre lidt reklame for arrangementet i deres blad. Ja, det var en opfordring!

Løbet er oplagt for folk med hang til kombinationen af skovbund og fysisk udmattelse, og som man gerne ser til den slags selvpineri-arrangementer, var der selvfølgelig også til dette løb et stort opbud af forsvarets personel. Mange løb dog inkognito eller med diskrete t-shirts som HPRD-holdet, men der skulle selvfølgelig være en enkelt, der gik hele vejen og iførte sig kampuniform udenpå sit løbetøj. ’Hele vejen’ er måske lidt for meget sagt, eftersom han ikke havde besværet sig med at tage sine støvler på, hvilket kunne så tvivl om formålet med at have resten af outfittet på.

Til eventuelle interesserede i løbet vil jeg ikke helt udelukke positiv indflydelse af træning. Fra vores hold havde én påtaget sig at udforske 10-kilometer-ruten, mens resten mere eller mindre uforvarende havde kastet sig ud i en halvmaraton. Vi havde ikke trænet sammen, og folk havde selvfølgelig ret divergerende opfattelser af, hvor meget træning, der skulle lægges i forberedelsen af løbet. Generelt kan det kraftigt anbefales at benytte feltsportskursets tilbud om orienteringsløb om tirsdagen, for at vænne sig til at løbe i terræn og sparre anklerne for ømhed i ugevis. Desuden var vi også nogle, der mente, at det var fornuftigt at have løbet et halvmaraton på et fast og fladt underlag, inden vi kastede os ud i sand- og bakkeversionen. Men her må jeg med en smule skam melde, at mangel på sådan træning ikke forhindrede visse personer i at overhale mig.

Træning kommer under alle omstændigheder næppe til at ændre på det faktum, at man føler sig en smule tung i bentøjet, når man som halvmaratonløber som tidligere nævnt omkring de 16 km kommer ind fra stranden og bliver mødt af en heftig samling højdekurver, som tårner sig op over synsfeltet. Jeg smilede i mit stille sind af den stakkels forpustede mand med det skuffede udtryk i øjnene. Jeg vidste nemlig, at når han kom lidt op ad bakken, ville han opdage, at den er 30 % højere og langt stejlere end først antaget. Løbet bliver ligesom lidt nemmere, når man ser, at andre har det hårdere end en selv…