2009-12-07 00:00

I chefens ånd...

Af OL-R Birger Kjer Hansen, formand for HPRD

Under den overskrift var der engang et medlem, der i dette blad (”Reserveofficeren” nr. 4/1998) skrev en artikel, hvor der med udgangspunkt i levereglerne fra det formelt hedengangne Tjenestereglement fra 1937 blev funderet over disse levereglers manglende videreførelse via de såkaldte Pædagogiske Principper for Forsvaret fra 1976 og senere Forsvarets Ledelsesprincipper fra 1983. Én af disse leveregler lød (lyder) således:

”Den, der midlertidig fører kommando for en anden, skal gøre det i hans Aand og må ikke uden Nødvendighed ændre i hans Befalinger.”

Forfatteren funderede i den forbindelse på, hvorledes økonomisk styring havde tendens til i stedet at sætte dagsordenen, herunder med et stigende omfang af sagsbehandling til følge og – endnu værre – forekomst af tilfælde, hvor der blev disponeret på tværs af regler, som højere myndigheder havde udstedt.  Forfatteren underkendte ikke behovet for, at alle i Forsvaret handler økonomisk fornuftigt, men pegede på, at sagsbehandlere skal fremlægge kompetente, faglige forslag, der åbner muligheder – og ikke begrænser -chefens råderum, således at chefen kan træffe sin beslutning og tilgodese helheden for den myndighed, han er en del af. 

Ivrigheden for at styre økonomi må ikke betyde, at opmærksomheden fjernes fra det fundamentale spørgsmål, som melder sig hver gang, operativ ledelse bliver tilfældet: Hvad drejer det sig om?

Som jeg skrev i forrige nummer af dette blad, så er arbejdet med implementeringen af forsvarsforliget begyndt hos Forsvarets myndigheder og i foreningen. Forsvarskommandoen (FKO) har udstedt direktiv til underlagte myndigheder om arbejdet hermed, herunder også m.h.t. den fremadrettede anvendelse af personellet af reserven. 

Den største udfordring i så henseende bliver vel spørgsmålet om at få afsat de nødvendige ressourcer til sikring af, at der under ét og med en rimelig fordeling på tværs af værnene bliver afsat de nødvendige antal/midler til indkommanderingsdage, midler til variable ydelser samt midler til transportgodtgørelse m.v.,  således at den nødvendige øvelses, - tjeneste-, efteruddannelses- og videreuddannelsesvirksomhed kan ske i alle forligsårene. 

Princippet om lønsumsstyring frister måske til at overlade det til de underliggende myndigheder at foretage behørig budgettering af de fornødne økonomiske midler. I lyset af erfaringerne fra nu to forligsperioder må foreningen imidlertid skyndsomt melde, at såfremt Forsvarets ledelse skal kunne sikre, at tingene kommer til at virke efter forligspartiernes hensigt, så må princippet om lønsumsstyring for reservens vedkommende enten håndteres på FKO niveau, alternativt understøttes at et direktiv for, hvorledes underliggende myndigheder haver at indrette sig, således at det – uanset udviklingen i Forsvarets økonomi over forligs- årerne – med ledelsesmæssig vilje sikres, at forsvarsforligets intention om reserven kan gennemføres – og bliver gennemført. 

Det er dét, det drejer sig om – at udmønte forligspartiernes hensigt – til gavn for Reserven, Forsvaret og Samfundet.