Du er her: Forside > Politisk > ROID om forliget

2004-03-22 10:08

Regeringens oplæg til nyt Forsvarsforlig - ROID brev til medlemmerne

Kære medlem !

Regeringen har nu præsenteret oplægget til et nyt Forsvarsforlig.

Det fremgår af oplægget, at mobiliseringsstyrken, som vi kender den i dag, skal nedlægges. Hermed nedlægges en stor del af de stillinger, som reserveofficererne hidtil har bestridt.

Oplægget er imidlertid ikke et farvel til reserveofficerskorpset!

Reserveofficersforeningen har gennem lang tid arbejdet for, at der kan opretholdes et større antal reserveofficersstillinger, idet Forsvaret ganske enkelt har brug for os også i fremtiden.

Reserven er da også omtalt på bl.a. følgende måde i regeringens oplæg:

"Personel af reserven vil fortsat være af stor betydning for Forsvarets opgaveløsning i relation til internationale opgaver, men også i relation til uddannelsen af forsvarets enheder og totalforsvaret. Som følge af nedlæggelsen af mobiliseringsforsvaret og de tilhørende strukturer vil det kvantitative behov dog falde, hvorfor antallet af reserveofficerer i strukturen tilpasses i løbet af perioden."

Et større antal reserveofficer forventes derfor at skulle deltage i den internationale tjeneste, medens færre reserveofficerer vil blive designeret til stillinger med et lavt aktivitetsniveau. Den reserveofficer, som får tjeneste i fremtidens forsvar, vil derfor formentlig være mere aktiv end gennemsnittet af den hidtidige reserveofficer.

Reserveofficersforeningen udtaler sig normalt ikke om, hvilke garnisoner eller enheder, der skal nedlægges. Dette er en militærfaglig og politisk vurdering. Derimod tager vi gerne del i diskussionerne om Forsvarets samlede ressourceanvendelse og den økonomiske forvaltning heraf.

Regeringsoplægget forudsætter uændret økonomisk ramme for Forsvaret, men jeg kan ikke se en sammenhæng mellem mål og midler, og dermed den økonomiske ramme.

Økonomien i det nuværende forsvarsforlig hænger ikke sammen . Det er der mange eksempler på.

Med regeringsoplægget sparer man beskedne ressourcer ved at nedlægge mobiliseringsforsvaret og ligeledes ved at omlægge værnepligten, nedlægge 4 tjenestesteder i løbet af forligsperioden og afhænde nogle våbensystemer. Til gengæld vil regeringen have ekstra ca. 1.000 mand udsendt af gangen i forhold til i dag, have en betydelig stående styrke - som skal øves uafhængigt af, om den er udsendt eller ej, og øge materielinvesteringerne med DKK 500 mio. om året.

Alt dette skal ske indenfor en uændret økonomisk ramme. Samtidig siger Forsvarschefen i præsentationen af oplægget, at der nu igen bliver penge til øvelser og sejladser!

Jeg kan derfor ikke se en sammenhæng mellem mål og midler i det fremlagte regeringsoplæg.

Med regeringsoplægget er der lagt op til en betydelig ændring af værnepligten. Uddannelsen skal omlægges, så de, der skal deltage i den internationale tjeneste, efter tre måneders værnepligtstjeneste, får en supplerende, frivillig uddannelse, som sætter dem i stand til at varetage den internationale tjeneste.

De ca. 5.000 værnepligtige, der indkaldes årligt, og som ikke ønsker at deltage i den internationale tjeneste, placeres i 3 år i en database kaldet "Totalforsvarsregister", med henblik på at kunne mobiliseres, hvis der for eksempel sker en terroraktion imod Danmark.

Ideen er besnærende, men ikke realistisk. Reelt opfatter jeg ideen som et dække for på den ene side formelt at opretholde værnpligten, og for på den anden side at skabe rekrutteringsgrundlaget til den internationale tjeneste.

Den korte værnepligt er netop for nylig blevet forladt af Beredskabsstyrelsen, fordi den ikke førte til et tilfredsstillende uddannelsesmæssigt resultat.

Værnepligtstjenesten må indrettes og uddannelsen tilrettelægges således, at den får et reelt indhold og dermed mere rimeligt kan begrunde indkaldelsen. Det bør kunne gøres på en anden og mere meningsfyldt måde, end den i regeringsoplægget skitserede.

Forudsætningen for at kunne opstille den stående styrke, som skitseret af regeringen er, at der rekrutteres 20 % af de værnepligtige til den internationale tjeneste. Det kan ikke lade sig gøre i dag. Med Forsvarsordningen af 1973 forsøgte man at opstille en semi-professionel hær på 8.500 mand officerer og befalingsmænd inklusive. Dette mislykkedes, og ideen blev forholdsvis hurtigt forladt. Forsvaret kunne ikke rekruttere og fastholde det nødvendige antal konstabler, og ordningen blev langt dyrere end budgetteret.

Andre NATO-lande, som er i gang med overgang til professionelle styrker, har væsentlige problemer. Budgetter bliver overskredet, eller der er problemer med rekrutteringen, som enten er utilstrækkelig, eller hvor kvaliteten af de rekrutterede generelt er for ringe.

Modsat har man i Norge valgt at fastholde den normale værnpligt med 12 måneders tjeneste, medens det tyske forsvar også i fremtiden skal fortsætte den hidtidige 9 måneders værnepligt.

Jeg synes, at dette er tankevækkende.

Med regeringsoplægget er der i stigende grad fokus på den internationale tjeneste.

Som reserveofficer kan vi bidrage til den internationale tjeneste på 3 måder:

· Den ultimative, hvor reserveofficeren aktivt udsendes.

· Den forudsætningsskabende , hvor reserveofficeren er med til at skabe grundlaget for en udsendelse i form af uddannelse af de, der skal af sted, eller eksempelvis terminaltjeneste.

· Den støttende, hvor reserveofficeren i Danmark erstatter en udsendt kollega.

Kan reserveofficeren ikke deltage i den ultimative udsendelse, er der måske mulighed for at bidrage til den internationale tjeneste ved at være forudsætningsskabende eller være støttende i forhold til den internationale tjeneste.

Da Forsvarsministeren præsenterede oplægget for personelorganisationerne i sidste uge fremhævede han specifikt, at der skal være mulighed for at gøre kortere tjeneste end 6 måneder.

Harmonerer deltagelse i international tjeneste, og dermed et øget engagement, med en aktiv erhvervskarriere? Jeg håber og tror, at det vil være muligt for mange reserveofficerer!

Foreningen vil fortsat arbejde for, at Forsvaret kan tilrettelægge den internationale tjeneste således, at der udvises fleksibilitet m.h.t. længden af udsendelserne. Foreningen vil ligeledes fortsat deltage i bestræbelserne for at skabe bedre forståelse hos arbejdsgiverne til at frigøre ansatte til den internationale tjeneste.

Ud over stillingerne, knyttet til den internationale tjeneste, forventer jeg, at der ligeledes vil være et større antal stillinger i Totalforsvaret af Danmark. Imidlertid beskriver regeringsoplægget ikke specifikt dette område. Her forestår altså stadig en stor indsats fra Reserveofficersforeningens side forud for, at der indgås et nyt forsvarsforlig.

Som reserveofficer vil vi også være en del af fremtidens Forsvar, hvis vi kan og vil leve op til følgende:

· Vi skal vide - altså have de fornødne kompetencer

· Vi skal kunne - altså være til rådighed

· Vi skal ville - altså føle os forpligtet

· Vi skal gøre - altså rent faktisk påtage os tjeneste

Som reserveofficerer bør vi forholde os til ovenstående. Hvis vi ikke kan eller har lyst til at leve op til disse forudsætninger, er tiden inde til at takke af efter nogle forhåbentlig gode år som reserveofficer. Jeg opfordrer derfor alle til at forholde sig til fremtiden og de krav, som stilles.

Reserveofficersforeningen vil fortsat forsøge at påvirke det endelige resultat af forsvarsforliget - i den kommende tid primært på det politiske niveau. Vi opfordrer til, at alle medlemmer tager del i debatten, dels ved at skrive direkte til bestyrelsen, herunder undertegnede ( karstenheiselberg.dk ), dels ved at tage del i den offentlige debat. Det er i disse uger og måneder, at slaget skal slås for, at reserveofficeren fortsat vil have en væsentlig plads også i fremtidens Forsvar. Følg også gerne med på Foreningens hjemmeside www.roid.dk , hvor Foreningens seneste positionspapir af februar 2004 kan læses.

Med venlig hilsen

Karsten Heiselberg

Major-R, Formand


Politisk
Vis alle artikler
Flyverhjemmeværnets opstilling af føringsstruktur til Totalforsvarsstyrken
Østre Landsret har afsagt dom
Forsvaret har brug for dig i den nye regionale føringsstruktur - indbydelse til orienteringsmøde - du kan stadig tilmelde dig.
Såret dansk reserveofficer død
Det nye Beredskabsforlig
Din forening har det godt - læs Formandens seneste leder
Vil du være med til at forme den nye Reserveofficersuddannelse i Hæren?
Dansk Forsvar - globalt engagement - Beretning fra Forsvarskommissionen af 2008
Det nye forsvarsforlig 2010 til 2014
Løjtnantsskolen genåbnet
I chefens ånd...
Medens vi venter.....
Succesfuldt sportseminar for fysisk skadede soldater
Veteranhjem søger yngre frivillige
Danmark får ny veteranpolitik
Fremsyn, Styrke og Vilje
Danske Veteranhjem
Forligsperioden 2010 – 2014 – en status
Reserveofficerer videresendt
To år – tusind Soldaterlegater
Portal for veteraner og deres pårørende!
Du kan også støtte Veteranhjem København som frivillig vært
Formanden for HPRD orienterer - nyhedsbrev til medlemmerne.
Forsvarsforliget - her er planen
ROID om forliget
Notat om anvendelse af OF-R
Officerer af reservens muligheder i fremtidens forsvar - se HOK's skitser!
Sidste hold løjtnanter-R i Hæren udnævnt, og samtidig nedlagdes Løjtnantsskolen ved Hærens Kampskole
Stadig en fremtid