Er du ung og samtidig frisk til en udfordring i et internationalt miljø?….

…..så ansøg om deltagelse i Young Reserve Officers Seminar (YROS) 2. til 5. marts 2016 på den Tjekkiske Officersskole.

Du har måske hørt om YROS og YROW (Workshop), som hver især bliver afholdt én gang årligt. Hvis ikke så læs endelig videre! I denne omgang drejer det sig om YROS. YROS er et internationalt seminar med fokus på kompetencer hyppigt anvendt i NATO regi, dvs. operativ kulturforståelse og forhandlingsstrategi.
Seminaret indeholder undervisningsmoduler i kulturforståelse, kryds-kulturel kommunikation, konflikthåndtering og forhandlingsstrategi, hvor der er stor inddragelse af deltagere samt deres oplevelser om end det er missionsorienteret eller på anden vis relaterer til emnet. Det høje faglige niveau og den unikke sammensætning af mange nationer skaber derfor et enestående læringsmiljø. En sidegevinst ved deltagelse i seminaret er en øget forståelse af koalitionspartneres holdninger og historie samt et bedre militærfagligt engelsk, som kan anvendes i internationalt sammenhæng.
Har det vakt interesse, så kan der læses mere via www.cior.net ”Projects and activities”
Hvorfor?
Har ovenstående fanget din interesse og har du lyst til at tage udfordringen op, blive klogere på internationale problemstillinger, samt lære hvordan andre landes reserve organisationer udfører deres arbejde, så send en ansøgning. Erfaringerne fra dette seminar kan enten have direkte eller indirekte indflydelse på din hverdag, men tiden investeret vil aldrig være spildt.
Hvordan?
For at kunne deltage skal du opfylde følgende krav:
• Medlem af HPRD.
• Rådighedskontrakt med Forsvaret.
• Grad af SL, LT, PL eller KN.
• Din enhed er villig til at indkommandere dig til aktiviteten.

HPRD betaler kursusgebyr, rejseudgifter og time-dagpenge, så udgifterne til egen enhed er udelukkende indkommanderingen.
Har du tiden, opfylder du kravene og ønsker du at deltage, så skriv en motiveret ansøgning til PL-R Martin L. Henriksen på martin@pentagon-electric.dk. Skulle der være uddybende spørgsmål, så er du meget velkommen til at skrive til selvsamme mail.

Den danske delegationen søger 3 deltagere og sidste deadline er den 15. januar 2016, hvorefter deltagerene får direkte besked.

Kort om Young Reserve Officers Workshop (YROW) 2016
YROW har en varighed af en uge, og forventes afholdt ultimo juli eller primo august. Workshoppen indeholder mange af de nævnte elementer fra seminaret, men har ydermere også fokus på NATO’s organisation samt ”konsensus”-begrebet, anvendelse af krigens love og konventioner i forbindelse med taktiske operationer. Endvidere hvordan man effektivt leder og bliver hørt i møder, samt øget fokus på internationalt lederskab og koalitionspartneres (NATO og Partnership for Peace lande) opbygning af forsvar og dets anvendelse.
Sidste tilmeldingsfrist for YROW vil være primo juni 2016, og mere information vil være at finde senest i anden udgave af RESERVEN i 2016 eller via HPRD’s hjemmeside.