Det frivillige forsvar – Hjemmeværnet og reserven

Jubilæumsredaktionen er blevet gjort opmærksom på en fejl i den netop udgivne jubilæumsudgave af RESERVEN vedr. artiklen ”Det frivillige forsvar – Hjemmeværnet og reserven”. Nedenfor bringes her den korrekte artikel.

Jubilæumsredaktionen skal meget beklage fejlen.

DET FRIVILLIGE FORSVAR – HJEMMEVÆRNET OG RESERVEN

Af generalmajor (P) Ulf Scheibye, Chef for Hjemmeværnet 1998 til 2004

Det frivillige forsvar har altid spillet en væsentlig rolle i forsvaret af Danmark. Vi har alle hørt om borgerbevæbninger, frivillige korps, mobiliseringsenheder, hjemmeværn osv. Efter 2. Verdenskrig blev dette koncentreret i reserveenheder med reserveofficerer og – befalingsmænd som førere og i Hjemmeværnet, der blev oprettet som statsmyndighed i 1949.

Så længe der var en tydelig trussel mod Danmark i form af Warszawa-pagten spillede denne frivillighed en afgørende rolle for at opretholde en tilstrækkelig militær kapacitet. Men det frivillige element i Forsvaret og Hjemmeværnet havde også stor betydning for befolkningens syn på Forsvaret, idet de fleste mænd havde aftjent værnepligt, og mange – også kvinder – var soldater i Hjemmeværnet. Man skulle tro, at denne folkelige forankring havde betydet rigelige bevillinger til Forsvar og Hjemmeværn, men det var ikke tilfældet set i forhold til de ønsker, som NATO havde om danske styrkebidrag til Alliancen. De politiske partier benyttede forsvarsbudgettet som en slagmark mellem de forskellige opfattelser af truslens omfang, og hvordan den skulle imødegås.

Med det udenrigspolitiske skifte, der kom i 1991 efter Warszawa-pagtens sammenbrud og deltagelse med militære enheder i den først Golfkrig samt udsendelse af soldater til indsættelse i det tidligere Jugoslavien, var det først og fremmest fastansat personel, der blev udsendt, selv om især lægehold til støtte under Golfkrigen kun kunne gennemføres med næsten udelukkende reservepersonel. Ligeledes blev udsendelserne til det tidligere Jugoslavien suppleret med mange befalingsmænd fra reserven, idet tidligere værnepligtige, der fortsatte tjenesten på kontrakt, fik førere tilført enhederne på denne måde for at ”spare” det fastansatte befalingsmandskorps, som var hårdt belastet af de mange udsendelser.

Med forsvarsforliget i 1999 blev det for første gang muligt at benytte soldater uddannet i Hjemmeværnet i de internationale missioner. Dette hang sammen med, at den daværende forsvarsminister Hans Hækkerup (S) havde opstillet et tydeligt krav om, at hjemmeværnssoldaterne skulle være bedre uddannede, så de kunne anvendes i flere sammenhænge – herunder også på de missioner, som Forsvaret blev pålagt. Man skulle nu tro, at Forsvaret ville tage denne nye ”reserve” til sig og interessere sig mere for uddannelsen, men det skete ikke og kun ganske få fra Hjemmeværnet blev udsendt i de følgende år.

Forberedelserne til et nyt forsvarsforlig fra 2005 – 2009 blev påbegyndt i 2003. Fra Hjemmeværnet var vi klar over, at Forsvarskommandoen havde iværksat et arbejde og tilbudt vores deltagelse, men det blev i første omgang ikke muligt.

I efteråret 2003 havde Forsvarskommandoen fået optaget et TV-program, som omtales på denne måde af DR (citat): ”I den afgørende periode fra august 2003 – november 2003, hvor det hemmelige notat, K-notatet (kapacitetsnotatet) bliver udarbejdet, følger DR forsvarschefen General H.J. Helsø og hans nærmeste medarbejdere i Forsvarskommandoen i arbejdet med notatet og de overvejelser, der ligger bag i forhold til egne rækker, pressen og Forsvarsministeriet. K-notatet er oplæg til det forsvarsforlig, som netop nu er under forhandling.”

Programmet blev sendt i løbet af en weekend, og da det af udsendelsen fremgik, at Forsvarskommandoen foreslog Hjemmeværnskommandoen nedlagt, var det ikke morsomt at møde på arbejde i Hjemmeværnskommandoen om mandagen. Hjemmeværnet havde (og har) heldigvis en dobbelt-hovedet ledelse, idet ”Hjemmeværnet tegnes af Chefen for Hjemmeværnet og den Kommitterede for Hjemmeværnet i forening”, som der stod i Hjemmeværnsloven. Den Kommitterede for Hjemmeværnet var dengang Erling Christensen, tidl. MF(S). Da det indledningsvise chok havde lagt sig, måtte vi se på hinanden og sige: ”Kan den frivillige forsvarsindsats, som de mange, mange hjemmeværnssoldater leverer, blive tilfredsstillende støttet i Forsvarskommandoens model? ”

Forsvarskommandoen forestillede sig, at Hjemmeværnets 3 værnsgrene skulle indgå som ”frivillig – elementer” i de 3 operative kommandoer i Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet.

Som resultat af Forsvarskommandoens oplæg til nyt forsvarsforlig blev der nedsat en lang række arbejdsgrupper, hvor Hjemmeværnskommandoen nu blev repræsenteret. Her var det vanskeligt – til tider umuligt – at få Hjemmeværnskommandoens synspunkter reflekteret i materialet. De blev simpelthen udeladt. Det var jo givet, at Hjemmeværnskommandoen skulle nedlægges. Forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) udtrykte på et møde med deltagelse af chefer fra Forsvarskommandoen, departementet og mig: ”Der skal være et Hjemmeværn”.

Internt i Hjemmeværnet blev alt dette nøje drøftet med de frivillige i Hjemmeværnets Landsråd. Kunne medlemmerne forvente en tilfredsstillende støtte fra de respektive værn på et tidspunkt, hvor mange opgaver skulle løses i udlandet – og specielt for Hæren med tab af menneskeliv? Medlemmerne af Marinehjemmeværnet var i begyndelsen positive over for Forsvarskommandoens forslag, men efterhånden opstod der større og større tvivl også hos dem, om de hjemlige opgaver ville blive prioriteret på en for dem tilfredsstillende måde.

Sideløbende havde vi i Hjemmeværnskommandoen iværksat en politisk påvirkningsproces med brev til alle folketingsmedlemmer og kontakter til en række politikere – primært deltagere i de forsvarspolitiske forhandlinger. Her kom den Kommitterede for Hjemmeværnets store erfaring fra arbejdet i Folketinget til god gavn. Men det store skifte i Forsvarsministeriets departement kom først, da Søren Gade (V) blev forsvarsminister.

Der blev tidligt i hele dette forløb kontakt med Reserveofficersforeningen v. formand, major Karsten Heiselberg. Det var indledningsvis vanskeligt at se, hvordan vi kunne støtte hinanden, men det politiske krav om at opretholde en værnepligt (som bl.a. skyldtes indsats fra Reserveofficersforeningen) og dermed dannelsen af Totalforsvarsstyrken med ca. 12.000 soldater stående i en hjemsendt pulje, gav mulighed for, at et antal befalingsmænd kunne blive tilknyttet denne styrke og her fortsætte en uddannelse i reserven.

Da forsvarsforliget blev indgået i juni 2004 gældende for en 5-årig periode var der stadig et Hjemmeværn med en Hjemmeværnskommando og en reserve – sidstnævnte ganske vist stærkt reduceret.

Efterskriften for Den Kommitterede for Hjemmeværnet og mig kan vi i dag søge i digteren Christian Richardts salme fra 1867: ”Altid frejdig når du går”. Denne salme blev mere end nogen anden modstandsbevægelsens salme og herfra levede og lever den videre i Hjemmeværnet, som blev modstandsbevægelsens arvtager: Kæmp for alt, hvad du har kært.             

Faktaboks

Den regionale Føringsstruktur (REFØ)

I aftale om forsvarets ordning 2005-2009 blev det besluttet at opstille en regional føringsstruktur bestående af personel af reserven. Denne føringsstruktur skal føre de menige, som står til rådighed for samfundet i en treårig periode efter aftjeningen af de 4 måneders værnepligt. REFØ primære formål er, at være førere for Totalforsvarsregisteret – de 12.000 værnepligtige, som inden for de sidste tre år har gennemført Hærens Basisuddannelse (HBU). REFØ var fra starten designet til at bestå af 860 stillinger for personel af reserven, organiseret i 45 Totalforsvars-underafdelinger.