RESERVEN nr. 3 – Lederen

“May you live in interesting times” – decision time OK 21

Denne gamle kinesiske besværgelse er nok de ord, der mest rammende beskriver, hvad HPRD’s forhandlere har oplevet i forbindelse med de igangværende forhandlinger af OK 21, som skal have tilbagevirkende kraft fra den 1. april 2021.

HPRD fremsatte rettidigt sine krav overfor arbejdsgiver/Forsvarsministeriets Personalestyrelse (FPS) den 15. december 2020 (se Reserven 1/21), og første forhandlingsmøde (”sættemøde”) blev forskriftsmæssigt afholdt den 22. januar 2021 i en positiv og konstruktiv atmosfære.

På trods af gentagne opfordringer er ønsket dokumentation enten ikke modtaget eller kun modtaget i så stærkt begrænset omfang, at det er uanvendeligt til konkrete realitetsforhandlinger.

Mere bemærkelsesværdigt er, at der er gået 9 måneder (!), siden HPRD fremsatte sine krav, uden at FPS har taget eksplicit stilling hertil og fremsat arbejdsgivers eventuelle modkrav. Efter foreningens opfattelse aldeles usædvanligt og aldeles afvigende fra skik og brug i sådanne sammenhænge.

Reservens reelle arbejdsgiver er de enheder, der indgår i værn og kommandoer, og dermed ultimativt Forsvarskommandoen (FKO), som hidtil i processen ikke har optrådt synligt eller gennem afgivne mandater.

Faktisk bliver man i seriøs tvivl om, hvorvidt HPRD’s modpart i forhandlingerne er den reelle arbejdsgiver – FKO – eller Kompetence- og Medarbejderstyrelsen (tidligere Moderniseringsstyrelsen) under Finansministeriet – jeg håber og beder til, at FKO snarest engagerer sig i processen i tæt dialog med FPS, og at denne tvivl så kan vise sig uberettiget.

Det interessante i denne besynderlige status pr. 1. september 2021 er, at HPRD i efteråret 2020 i forbindelse med forberedelse af de fremsatte krav var i en ganske tæt dialog med værn og kommandoer, og der var mellem de reelle arbejdsgivere og reservisterne et højt niveau af enighed om, hvilke problemstillinger og uhensigtsmæssigheder fra OK 18, der skulle adresseres – og det er præcis dem, der omfattes af HPRD’s fremsatte krav.

Og heri er der ikke lagt op til hverken drama eller ønsker om særstatus.

Tværtimod fastholder HPRD et krav om ligestilling med vores fastansatte kollegaer i relation til løn og ansættelsesvilkår med de modifikationer, der er en naturlig følge af, at reserveofficerer er løst ansat og på dagløn, herunder introduktion af et løntillæg, der kompenserer for manglende mulighed for afspadsering. En alvorlig knast er indkommandering til daglig tjeneste – f.eks. planlægning og forberedelse af øvelsesaktivitet – hvor den planlagte arbejdstid overstiger 7,4 time. Arbejdstiden kan ofte være eksempelvis fra kl. 08.00 til kl. 21.30 og kan ikke spises af med et merarbejdetillæg der pr. 1. april 2021 udgør kr. 152,21 for officerer af reserven i LØNGRP 1-4 og ingenting for officerer af reserven i LØNGRP 5-7. Udfordringen er ikke de mange timer henover indkommanderingsperioden, men den manglende mulighed for honorering.

Ved vagt-, beredskabstjeneste eller øvelse er godtgørelse og erstatningsfrihed omfattet i LØNGRP 1-5, men i chefgruppen (LØNGRP 6 og 7) mangler der fortsat en ligestilling med vores fastansatte kolleger på samme niveau.

Det er en gåde for HPRD’s bestyrelse og mig, at et ønske om ligestilling og ligebehandling bliver mødt med total passivitet, og at alle HPRD’s krav i øvrigt forbigået i tavshed uden stillingtagen, når det er eksplicit udtalt og indlysende for alle, at en videreførelse af OK 18 med en procentregulering af forskellige satser og tillæg er udelukket. Interesting times, indeed!

Og hvad er så konsekvensen af dette?

Som løst ansat kan en reserveofficer ikke strejke – og ønsker det heller ikke, da ønsket om at være en kompetent og folkelig ekstraressource for Forsvaret ligger dybt i enhver reserveofficers DNA. Netop derfor stiller den enkelte sig til rådighed på umage tidspunkter i weekender og ferier, når fuld arbejdstid er lagt hos den civile arbejdsgiver.

Jeg har modtaget en del tilkendegivelser fra medlemmer om, at de vil opsige deres kontrakter eller i hvert fald undlade at tilmelde sig øvelser o.l. indtil udløb af deres igangværende kontrakter, hvis der ikke findes en samlet løsning, som helt eller overvejende imødekommer HPRD’s fremsatte krav om ligebehandling.

Eller sagt med andre ord – opnås der ikke en acceptabel løsning, siver reserveofficererne stille og roligt og går hjem efter almindeligt civilt fuldtidsarbejde …. ganske som resten af det danske samfund.

Findes der ikke en løsning med en ny OK 21, der retter op på de mange mangler i OK 18, fortsætter OK 18 på ubestemt tid med en løbende stille og helt udramatisk afgang af et større antal reserveofficerer til følge.

Konsekvensen bliver da en konstatering af, at det strategiske koncept for ”rekruttering og fastholdelse” af en reserve i Forsvaret er et flop, og at det bliver uhyre vanskeligt om ikke umuligt at imødekomme de politiske partiers ønsker i forsvarsforliget om at styrke Reserven generelt og at opstille en Totalforsvarsstyrke. Man kan desuden overveje, om et (stærkt) reduceret korps af reserveofficerer medfører et behov for gentænkning af de nationale beredskabsplaner …. I parentes skal blot erindres om, hvordan demografien i reserveofficerskorpset udvikler sig indenfor de næste få år.

Mit ønske og håb er, at dette ikke sker.

HPRD byder derfor Forsvaret op til dans ASAP – drop skåltalerne for Reserven, indtag pladserne ved forhandlingsbordet og træf de nødvendige beslutninger sammen med os.

Vi vil det samme, herunder at HPRD endnu en gang kan holde skåltalen for Forsvaret og dens Reserve.

Med disse ord ønsker jeg alle HPRD’s medlemmer et fantastisk og Covid-19-frit efterår.

Jesper Trommer Volf