Vedtægter

Opdateret April 2016.

 

Navn
§ 1
Foreningens navn er Hovedorganisationen for Personel af Reserven i Danmark eller forkortet HPRD (”Foreningen”).
Foreningens binavn er Reserveofficersforeningen i Danmark.

Hjemsted
§ 2
Foreningen har hjemsted i Københavns Kommune.

Formål
§ 3
Foreningens formål er til gavn for Danmarks forsvar:
•    at virke for opretholdelse af et effektivt korps af personel af reserven af den fornødne størrelse og kvalitet under Forsvarsministeriet,
•    at virke for opretholdelse af en under Forsvarsministeriet relevant militær- og beredskabsmæssig kapacitet, der hviler på almindelig værnepligt, og
•    at virke for en troværdig dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.
Formålet søges opnået gennem varetagelse af medlemmernes faglige og kollegiale interesser, gennem samarbejde med Forsvarsministeriets myndigheder om reservens vilkår, samt gennem samarbejde med andre personelorganisationer inden for Forsvarsministeriets område og andre forsvarsvenlige organisationer.

Medlemmer
§ 4
Som medlem af Foreningen kan optages:
a) Personel, der har gennemgået en uddannelse som officerer af reserven eller dertil svarende uddannelse, samt fratrådte officerer af linjen, der er overgået til reserven.
b) Personel, der har gennemgået en sergentuddannelse eller dertil svarende uddannelse og er overgået til reserven.
c) Personel, der er konstabler, der er overgået til reserven.
d) Elever på skoler under Forsvarsministeriet, der ikke er omfattet af § 4 a), b) eller c).
Som associeret medlem kan efter bestyrelsens nærmere bestemmelse endvidere optages:
e) Militært og civilt personel af reserven under Forsvarsministeriet, der – uden at være officersuddannet eller have gennemgået en hermed ligestillet uddannelse – ønsker at søge sin og sin personelgruppes interesser varetaget inden for rammerne af Foreningens formålsbestemmelse eller ønsker at deltage i eller støtte Foreningens virksomhed.
f) Erhvervsvirksomheder, organisationer og lignende, der ønsker at deltage i eller støtte Foreningens virksomhed.
Associerede medlemmer har ikke stemmeret på Foreningens generalforsamlinger.

Ophør af medlemskab
§ 5
Et medlemsforhold af Foreningen kan ophøre på følgende måder:
a)    Et medlem kan opsige sit medlemsskab ved udmeldelse, der kun kan ske skriftligt, herunder ved mail, til Foreningen med minimum en måneds varsel til udgangen af et kalenderår. Eventuelt forudbetalt kontingent refunderes ikke.
b)    Et medlem kan efter bestyrelsens beslutning anses for at have opsagt sit medlemskab ved udmeldelse, hvis det pågældende medlem trods to skriftlige påkrav herom ikke har betalt en kontingentrestance.
c)    Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, der ikke opfylder betingelserne for fortsat medlemskab, eller som handler til skade for Foreningen. Såfremt det ekskluderede medlem skriftligt, herunder ved mail, begærer det over for bestyrelsen, har bestyrelsen pligt til at give meddelelse om eksklusionen på den første ordinære generalforsamling, der afholdes mindst 4 uger efter eksklusionen, og det ekskluderede medlem har ret til at indanke eksklusionens gyldighed for denne generalforsamling, hvis afgørelse er endelig.
Eksklusion har virkning fra tidspunktet for bestyrelsens beslutning, medmindre den ekskluderede appellerer beslutningen til generalforsamlingen i hvilket tilfælde, beslutningen har virkning fra generalforsamlingens afholdelse, såfremt bestyrelsens beslutning om eksklusion opretholdes.

Kontingent
§ 6
Kontingentåret fastlægges af bestyrelsen.

Medlemskontingent fastsættes hvert år af generalforsamlingen for kontingentåret der følger kalenderåret.

I forbindelse med hvervning af nye medlemmer til Foreningen er bestyrelsen bemyndiget til i en periode, der ikke må overstige to kontingentår, at tilbyde nye medlemmer medlemsskab af Foreningen gratis eller til reduceret kontingentsats.

Generalforsamlingen
§ 7
Generalforsamlingen er Foreningens højeste myndighed.

Ordinær generalforsamling – Indkaldelse m.v.
§ 8
Ordinære generalforsamlinger afholdes inden udgangen af hvert års april måned. Den ordinære generalforsamling indkaldes af bestyrelsen med mindst 4 ugers varsel ved bekendtgørelse i medlemsbladet, ved brev eller mail sendt til Foreningens medlemmer og ved offentliggørelse på Foreningens hjemmeside.
Forslag til valg til bestyrelsen og andre forslag, der af medlemmer ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal skriftligt, herunder ved mail, være Foreningen i hænde senest årets 15. februar.
Bestyrelsens forslag til valg skal være bekendtgjort inden udgangen af årets januar måned ved offentliggørelse på Foreningens hjemmeside og skal tillige være omtalt i det medlemsblad, der indkalder til den ordinære generalforsamling.

Senest 14 dage før den ordinære generalforsamling skal de samlede forslag, der skal behandles på generalforsamlingen, være fremlagt til gennemsyn på Foreningens adresse og være tilgængeligt på Foreningens hjemmeside. Ethvert medlem, der begærer det, kan ved mail få tilsendt de samlede forslag.

Ordinær generalforsamling – Dagsorden
§ 9
Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal omfatte:
1. Valg af dirigent.
2. Bestyrelsens beretning om Foreningens virksomhed i det forløbne år.
3. Godkendelse af Foreningens reviderede regnskab for det forløbne år.
4. Fastsættelse af medlemskontingent for kontingentåret på grundlag af et fremlagt budget.
5. Valg af formand – benævnt Præsident (hvert andet år).
6. Valg af medlemmer til bestyrelsen.
7. Valg af revisor.
8. Indkomne forslag.
9. Eventuelt

Ekstraordinær generalforsamling
§ 10
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder det fornødent, eller når mindst 15 % af de stemmeberettigede medlemmer skriftligt, herunder ved mail, begærer dette i et bestemt angivet øjemed.
Ekstraordinær generalforsamling skal inden 14 dage efter modtagelse af begæringen indkaldes af bestyrelsen med mindst 14 dages og højst 4 ugers varsel med angivelse af dagsorden.
Ekstraordinære generalforsamlinger indkaldes på samme måde som ordinære general-forsamlinger.

Stemmeafgivning
§ 11
På generalforsamlingen har hvert stemmeberettiget medlem én stemme. De på generalforsamlingen behandlede anliggender afgøres ved simpel stemmeflerhed, jf. dog §§ 22 og 23.
Står stemmerne lige, er et forslag forkastet, med mindre det drejer sig om et valg efter punkt 5, 6 eller 7 på dagsordenen for den ordinære generalforsamling, hvor der i så fald foretages lodtrækning.
Enhver stemmeberettiget kan forlange skriftlig afstemning.
Der kan stemmes ved skriftlig fuldmagt til ét navngivet medlem, der deltager i generalforsamlingen. Et medlem kan dog højst afgive stemme for fem medlemmer i henhold til fuldmagt. Fuldmagter skal for at være gyldige være underskrevet af fuldmagtsgiver og skal være modtaget af Foreningen senest 3 hverdage før general-forsamlingen enten pr. brev eller ved mail

Dirigent
§ 12
Dirigenten leder generalforsamlingen og afgør alle spørgsmål vedrørende sagernes behand-lingsmåde og stemmeafgivningen.

§ 13
Over det på generalforsamlingen passerede udarbejdes et referat, der underskrives af dirigenten, og snarest derefter offentliggøres på Foreningens hjemmeside.

Bestyrelsen – Generelt
§ 14
Foreningen ledes af en af generalforsamlingen for to år ad gangen valgt bestyrelse på fem til ni medlemmer. Formanden benævnt Præsidenten skal være officer af reserven. Hver af de i § 4 litra a), b) og c) opregnede personelkategorier skal så vidt muligt være repræsenteret ved mindst ét medlem. Halvdelen af bestyrelsens medlemmer afgår hvert år. Genvalg kan finde sted.
I tilfælde af afgang fra bestyrelsen kan bestyrelsen supplere sig selv indtil den førstkommende generalforsamling. Kommer antallet af bestyrelsesmedlemmer under fem, skal bestyrelsen supplere sig.
Ved førstkommende bestyrelsesmøde efter den ordinære generalforsamling vælger bestyrelsen af sin midte en eller flere næstformænd – benævnt Vice Præsident.

Ved førstkommende bestyrelsesmøde efter den ordinære generalforsamling fastlægger bestyrelsen en – i forhold til Foreningens medlemssammensætning og øvrige forhold – hen-sigtsmæssig organisation.

Bestyrelsen – Møder, referater m.v.
§ 15
Bestyrelsen afholder møde mindst fire gange årligt og i øvrigt efter indkaldelse af for¬manden, eller når mindst to bestyrelsesmedlemmer fremsætter begæring herom ved mail til bestyrelsen.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mere end halvdelen af bestyrelsens medlemmer er til stede, heriblandt formanden eller en næstformand.
Indkaldelse til bestyrelsesmøde sker med et skriftligt, herunder ved mail, varsel af mindst seks dage.
Samtlige beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er for-man¬dens stemme afgørende.
Bestyrelsesmedlemmernes hverv er ulønnet. Bestyrelsen fastsætter i øvrigt selv sin forret-nings¬orden, der skal være tilgængelig på Foreningens hjemmeside.

Tegningsret
§ 16
Foreningen tegnes af formanden eller af to medlemmer af bestyrelsen i forening.
Bestyrelsen kan meddele prokura.

Samarbejde
§ 17
Foreningen kan indgå i et forpligtende samarbejde med andre personelorganisationer og/eller øvrige forsvarsrelevante organisationer, i det omfang et sådant samarbejde efter bestyrelsens bedømmelse ikke svækker Foreningens status som selvstændig organisation.

Kredse – Generelt
§ 18
Bestyrelsen fastsætter en kredsinddeling, der dækker hele landet. Oprettelse af kredse kan kun ske med bestyrelsens godkendelse.
Kredsenes vedtægter skal godkendes af bestyrelsen og skal opfylde følgende betingelser:
a)    Medlemmer i de pågældende kredse er alle Foreningens medlemmer, der er bosat i kredsens område, eller som er tjenstgørende ved en myndighed i kred¬sens område.
b)    Ordinær kredsgeneralforsam¬ling skal afholdes hvert år inden udgangen af hvert års februar måned.
c)    Medlemmer af Foreningens bestyrelse har ret til at deltage i kreds¬general-forsamlingen med taleret.
d)    Kredsbestyrelsens årsberetning og kredsens årsregnskab skal indsendes til Fore-ningens bestyrelse inden udgangen af årets marts måned.

Kredse – Tilskud m.v.
§ 19
Bestyrelsen kan bevilge årlige tilskud til kredsarbejdet. Sådanne tilskud kan kun bevilges til kredse, der til Foreningen har indsendt aktivitetsoversigt og budget for det pågældende regnskabsår. Bestyrelsen kan derudover i særlige tilfælde bevilge tilskud til bestemte opgaver, der løses af en eller flere kredse.
Bestyrelsen kan efter aftale med den enkelte kreds overlade kredsen at varetage arbejdet med skydning, feltsport og tilsvarende inden for kredsens område. De pågældende kredse skal i så fald på nærmere af bestyrelsen fastsatte betingelser have andel i sådanne særlige midler, der udefra stilles til disposition for disse formål.
Kredsene kan med samtykke af bestyrelsen optage samarbejde, herunder sportslige konkurrencer, med civile organisationer eller udenlandske militære organisationer. En kreds kan kun gennem Foreningen træde i kontakt med myndigheder, hvis område rækker ud over kredsens område.
Efter forslag fra bestyrelsen kan Foreningens generalforsamling vedtage opløsning af en kreds.

Regnskab og regnskabsår
§ 20
Over Foreningens formue, dens indtægter og udgifter skal bestyrelsen hvert år aflægge regnskab.
Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
Foreningens regnskab skal forelægges i et bestyrelsesmøde og underskrives af bestyrel¬ses-medlemmerne senest 14 dage før afholdelsen af den ordinære general¬forsamling.
Årsregnskabet skal i de sidste 14 dage før den ordinære generalforsamling henligge på Foreningens adresse til medlemmernes gennemsyn. Ethvert medlem, der begærer det, kan ved mail få tilsendt årsregnskabet.

Revision
§ 21
Til at revidere Foreningens årsregnskab vælger generalforsamlingen for et år ad gangen en statsautoriseret revisor. Genvalg kan finde sted.

Lovændringer
§ 22
Til vedtagelse af beslutning om ændring af Foreningens love kræves, at en generalforsamling med mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget. Blanke og ugyldige stemmer regnes som ikke afgivne stemmer.

Opløsning eller sammenslutning
§ 23
Forslag om opløsning af Foreningen eller sammenslutning af Foreningen med andre organisationer skal behandles på to generalforsamlinger, der afholdes med mindst en og højst tre måneders mellemrum. Forslaget kan kun vedtages, når begge generalforsamlinger har opnået ¾ majoritet af de afgivne stemmer. Blanke og ugyldige stemmer regnes ikke som afgivne stemmer.
I tilfælde af opløsning af Foreningen træffer generalforsamlingen bestemmelse om anvendelse af Foreningens midler.

Således vedtaget på Foreningens ordinære generalforsamling den 9. april 2016