Af Reserven – For Reserven – Med Reserven

7. februar 2023 19:10 , af Kenneth Ruby Hovgaard Jeppesen

Under den overskrift afholdt Søværnets Reserve i efteråret 2022 kursus med fokus på at få opdateret kvalifikationerne – de såkaldte Q´er - hos reservisterne. Søværnets adskiller sig i nogen grad fra de øvrige værn, da en række Q´er skal være fuldt opdaterede før personellet kan gøre tjeneste til søs. Derfor er en veluddannet og opdateret reserve afgørende for at vi kan levere den nødvendige tjeneste til Søværnets enheder.

Kurset var fuldt ud planlagt af reserven selv og i største muligt omfang gennemført med brug af instruktører fra reserven, dertil kom hjælp fra forskellige faglærere. Kurset blev afholdt på Søværnets Center for Maritim Uddannelse og Skibssikkerged (CMS) i Frederikshavn. Herfra skal der lyde en stor tak til CMS for en utrolig fleksibilitet og instruktørstøtte i aften og weekender.

Ved et intenst program var det muligt at opnå op til 5 Q´er på 4 dage, herunder: Helbred (Læge og Tandlæge), Træningstilstandsprøve (TTP), Førstehjælp, Redningsmidler (REFA), kontrolskydning K6 og K7 på henholdsvis karabin og pistol. Dertil kom at enkelte blev omskolet til den nye pistol.

Der var 50 deltagere på tværs af rang og fra stort set alle enheder i Søværnet.

Kurset har fået endog meget gode tilbagemeldinger og vil også blive gennemført i de kommende år.

Foto: Deltagerne på Q-kurset i perioden 1. til 4. september 2022 på CMS i Frederikshavn.