Årets første sommerdag bød både på sol og seje præstationer, da endnu et hold fra HPRD gennemførte den østrigske idrætsmærkeprøve (ÖSTA).
Prøven er en civil test af de grundlæggende fysiske færdigheder, som man kender det fra den danske idrætsmærkeprøve. Og hvis man er fit, får man pynt til den pæne uniform som bevis for anstrengelserne. Det fik 10 af deltagerne, der alle skulle igennem 300 meter svømning, distanceløb, sprint, kuglestød og højdespring og som nu kan sætte enten sølv eller guldmærket på uniformen.
Det er de færreste, der i den daglige motion laver kuglestød og højdespring, så øvelserne kræver teknisk træning eller en meget god grundform, hvis man skal bestå. Et par stykker må således desværre tilbage til springmåtte og kastebanen, så de kan komme stærkt igen næste gang.
Mærkeprøven er arrangeret i samarbejde med FKO Feltsport og kan gennemføres, fordi HPRD har fået uddannet en prøvesagkyndig ”Prüfer”, som også må forestå tyske idrætsmærkeprøver. Begge prøver er populære og pladserne bliver hurtigt taget. Foreningen har allerede gennemført den østrigske mærkeprøve i foråret og igen i august er der en prøve, men det er ambitionen, at der kommer endnu flere prøvedage i 2026.
Du kan læse mere om forårets mærkeprøve i seneste nummer af Reserven og mere om selve prøven på www.oesta.at (på tysk), hvor du også kan se tids- og afstandskrav for de forskellige øvelser i forhold til alder og køn.