Endnu et kvartal er passeret uden en delaftale for reserven. Forsvarsforliget har nu været i gang i to et halvt år, og stadig står vi uden svar på, hvordan den udvidede værnepligt skal integreres i reserven – og hvordan reserven skal løftes, hvis forsvaret skal opnå de personelressourcer, der er helt afgørende for at genetablere et forsvar med reel kampkraft.
Men heldigvis står reserven aldrig stille. Selv uden det politiske startskud er opbygningen i gang ude i enhederne. Mange tidligere fastansatte og nuværende reservister vender tilbage og tegner rådighedskontrakter for at være klar, når opgaverne kalder. Sikkerhedssituationen i Europa skubber naturligvis på rekrutteringen, men man må ikke undervurdere den indsats, der gøres af de reservister, som målrettet rækker ud til tidligere kolleger og får dem med tilbage. Den indsats fortjener en særlig tak.
Behovet er åbenlyst. Forsvaret har brug for denne ekstra kapacitet – ikke kun i kriser og under mobilisering, men hver eneste dag. Fra midlertidig bemanding af vakante stillinger til specialiserede projektopgaver og operative indsatser. Et af de seneste eksempler var EU-topmødet, hvor en række reservister løste både planlagte opgaver og akutte ekstraopgaver opstået i kølvandet på dronehændelserne.
Selvom enkelte medier fik det til at lyde som en mobilisering, så er det i virkeligheden blevet hverdag: Reservister understøtter i stigende grad den operative opgaveløsning – nationalt såvel som internationalt. Det er sådan reserven fungerer, når den fungerer bedst: Som en fleksibel, behovsbaseret ressource af borgere, der kan trække i uniform, når Danmark og forsvaret har brug for det.
I HPRD kan vi samtidig glæde os over fortsat medlemsvækst – en positiv udvikling, der har kendetegnet hele året. Det mærkes både ved idrætsaktiviteter og ved de faglige arrangementer. Årets sikkerhedspolitiske seminar blev hurtigt fyldt op, og det er glædeligt at se, hvordan engagement og aktivitet smitter – og bringer reservisterne tættere sammen på tværs af hele forsvaret.
Derfor skal der lyde en stor og oprigtig tak til jer alle: jer der rekrutterer kolleger tilbage til forsvaret, og jer der arbejder for at styrke fællesskabet i HPRD. Det er jeres indsats, der gør forskellen.
I gør Reserven stærk – hver dag.