Faldskærmskursus
Pulsen hamrer afsted, øjnene er opspilede og hænderne urolige. Den infernalske støj fra propelmotoren blander sig med en massiv lyd af vind fra den åbne dør i flyet. Du vakler frem mod døren, mens du skiftevis kigger på jumpmasteren og døren. Du når ikke at bearbejde frygt og spænding længe, for pludselig bliver der råbt “GO”, og du mærker et hårdt klap på skulderen. I strid med dine instinkter og i kamp mod lufttrykket, presser du dig selv ud af døren og falder hurtigt, mens lyden fra maskinen forsvinder over dig. “1000, 2000, 3000, check canopy”. Stilhed. Du kigger op, og over dig har en smuk, rund skærm af tynd nylon foldet sig ud, og vil nu bære dig mod din landing på marken under dig.
Faldskærmsspring med rund skærm er en obligatorisk disciplin for eksempelvis kadetter på Hærens Officersskole.
HPRD koordinerer en-to gange om året ture til udlandet hvor man kan få mulighed for at gennemføre den forjættede faldskæmrsuddannelse, eller erhverve sig et nyt udenlandsk faldskærmsemblem.
Nogle gange går turen til Texel i Holland hvor man springer 5 spring i firkantet skærm, andre gange går turen til Tjekkiet hvor man springer 3 spring i rund skærm. Det springes fra civile fly som enten stående exit eller siddende exit med static line.
Uddannelserne indeholder typisk en-to dage teori og en masse praktiske øvelser i styring, nødprocedure og landing, inden du kommer i luften.
Kurserne gennemføres i uniform og kræver NATO Travel Order. Indkvartering foregår civilt på dobbeltværelse eller i mindre hotellejlighed.
Der udleveres certifikater i forbindelse med gennemførelse og deltagerne er selv ansvarlige for at få tastet dem i DEMARS ved egen enhed.
Transport er gratis for deltagerne. Medlemmer kan søge tilskud på op til 500 kr. jævnfør bestemmelser for aktivitetskontoen.
HPRD er ikke arrangør af kurset, men støtter med logistik og arrangerer transport for at holde udgifterne lave.
Er du interesseret i en særlig faldskærmstur for dig selv og dine kolleger så skriv til aktivitetsudvalg@hprd.dk.