På mandag: Nyt strateginotat fra HPRD om Mobilisering og Reserve
Danmark er i gang med at styrke Forsvaret markant. Den nye 11-måneders værnepligt er nu i gang, og det giver for første gang i mange år mulighed for at uddanne langt flere soldater og egentlige militære enheder.
Men uddannelse af soldater er ikke det samme som mobiliseringsevne.
Hvis de mennesker, Danmark investerer betydelige ressourcer i at uddanne militært, efter få år forsvinder ud af Forsvarets samlede personelressource, skaber vi ikke den nødvendige dybde og udholdenhed. Og hvis der ikke samtidig findes organiserede enheder, førere, materiel, ammunition, beredskaber og regelmæssige mønstringer, har vi en personelpulje – ikke en reel mobiliseringsstyrke.
Samtidig er Reserven mere end mobiliseringsstyrken.
Danmark har brug for en moderne og differentieret Reserve, som kan anvendes på tværs af Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet og de værnsfælles myndigheder – og som rummer officerer, befalingsmænd, konstabler og militære såvel som civile specialister.
Nogle reservister skal kunne indgå individuelt i stående enheder og stabe. Andre skal indgå i organiserede reserve- og mobiliseringsenheder. Nogle skal have et højt beredskab, mens andre skal udgøre den strategiske dybde, som kan aktiveres, når situationen kræver det.
Der findes derfor ikke én model for fremtidens Reserve.
Det kræver klare politiske beslutninger om Reservens og mobiliseringsstyrkens størrelse, sammensætning, opgaver, beredskab, uddannelse, organisering, ansvar og finansiering – og en klar sammenhæng med, men også sondring mellem, den stående styrke, Reserven, mobiliseringsstyrken og Hjemmeværnet.
Det er baggrunden for HPRD’s årlige strateginotat, som i år har titlen:
MOBILISERING OG RESERVE
Mandag den 5. oktober offentliggør HPRD’s Sikkerhedspolitiske Udvalg det årlige samlede strateginotat.
Her fremlægger HPRD seks hovedanbefalinger og 35 konkrete implementeringsmål:
- Tilknyt militært uddannet personel frem til folkepensionsalderen
- Opbyg en reel mobiliseringsstyrke – ikke blot en personelpulje
- Skab en moderne og fleksibel Reserve
- Gør det reelt muligt at være reservist ved siden af et civilt arbejdsliv
- Skab uddannelses- og karriereveje for alle reservister
- Placér ansvar og finansiering tydeligt
Men perspektivet er større end Forsvarets organisation:
forsvarsvilje × forsvarsevne = modstandskraft
Når flere danskere gennem værnepligt, Reserve, Hjemmeværn og totalforsvar får en konkret rolle i forsvaret af Danmark, styrker vi både den militære kapacitet, Forsvarets folkelige forankring og den samlede nationale modstandskraft.
📄 Se allerede nu de seks nye hovedanbefalinger samlet på én side
📘 Det samlede strateginotat offentliggøres mandag den 5. oktober.
Indtil da kan tidligere års strateginotater og HPRD’s øvrige sikkerhedspolitiske arbejde findes under HPRD Sikkerhedspolitisk Udvalg
Strateginotatets seks anbefalinger og koblingen mellem værnepligt, mobiliseringsstyrke, strategisk reserve og folkelig forankring fremgår direkte af notatet.