4daagse march i Nijmegen
HPRD stiller hvert år et marchhold under det Danske Kontingent til Nijmegen march, som er en traditionsrig firdagsmarch i Holland. Marchen gennemføres tredje tirsdag i juli, og marchtræning gennemføres i månederne op til.
Kom med og oplev hvordan Nijmegen bryder ud i sandt festfyrværkeri af non-stop fest og glade mennesker over en hel uge, oplev fællesskabet ved at bo i en militær camp med tusindvis af internationale soldater og oplev den storslåede stemning langs de fire 40km lange marchruter.
Vi samler et godt mixhold af yngre som ældre, befalingsmænd som officerer, høje som lave grader, erfarne som uerfarne gængere.
Hvad kræves:
Alle er velkomne på holdet blot de har: MA nummer, gode støvler, højt humør, lysten til at indgå i et blandet marchhold med reservister fra hele forsvaret, mod på træningsture fordelt over det halve år op til selve marchen og naturligvis en bestået kontrolmarch på 2x40km.
Vi lover:
Godt kammeratskab, trætte fødder, Nijmegn medalje, fest og farver, en unik militær oplevelse for livet.
Marchen
Kort sagt er det fire dages vandring på asfaltveje. Militært personel går 40 km hver dag med oppakning, der eksklusiv væske skal veje mindst 10 kilo. Deltagere over 50 år behøver ikke bære oppakning. Der marcheres i M/11 med støvler og militær rygsæk.
Periode
Marchen begynder altid den tredje tirsdag i juli måned.
Det betyder at vi er afsted i cirka en uges tid. Fra weekenden før til weekenden efter.
Træning:
Forud for 4daagse Nijmegen marchen er det vigtigt at alle deltagere får marchtrænet løbende. Fra januar til juni arrangerer vi fælles træningsmarcher som man kan tilmelde sig individuelt. Afhængigt af bopæl for de deltagende medlemmer kan der formeres et træningshold Øst og et træningshold Vest.
Vidste du i øvrigt at:
Bæretilladelse til Nijmegen medalje
Nijmegenmedaljen (KNBLO Fortjenstkors) og Ordonnansmedaljen (KNBLO Mindemedalje) tilhører de udenlandske dekorationer der må bæres uden ansøgning.