NATO har med NATO Policy on Reserves (MC 0441/3) vedtaget en ny og markant opdateret politik for anvendelsen af reservister og reservestyrker i Alliancen. Politikken blev godkendt af NATO’s Militærkomité den 10. oktober 2024 og afløser den tidligere reservepolitik fra 2012.
Baggrunden er den fundamentalt ændrede sikkerhedspolitiske situation. NATO peger blandt andet på Ruslands krig mod Ukraine og behovet for igen at kunne håndtere langvarig, konventionel krigsførelse i stor skala. Det stiller større krav til både volumen, beredskab og militært personel, og NATO fremhæver Reserven som en væsentlig del af løsningen.
Politikkens overordnede vision er “suitably trained and qualified Reserves”, der kan bidrage til NATO’s tre kerneopgaver og tilvejebringe den nødvendige personelkapacitet i en alliance, der skal kunne operere på tværs af flere domæner. NATO understreger samtidig, at der fra Alliancens perspektiv ikke sondres mellem fastansatte og reservister: Det afgørende er, om de styrker og personer, nationerne stiller til rådighed, har de nødvendige kapaciteter og det nødvendige beredskab.
Den nye politik beskriver fem hovedområder, hvor Reserven skal bidrage:
Styrke afskrækkelse og forsvar. Nationerne opfordres til at kunne forstærke deres væbnede styrker med reservister gennem hele overgangen fra fred over krise til konflikt – og til at overveje større reservekomponenter med uddannet, udrustet og tilstrækkeligt beredt personel.
Øge interoperabiliteten. Reservister skal uddannes, trænes, øves og udrustes efter relevante NATO-standarder. NATO fremhæver desuden, at relevante NATO-uddannelser også bør være tilgængelige for reservister, og at reservister bør deltage i NATO-øvelser.
Skabe strategisk dybde. Reserven skal kunne tilføre den volumen og udholdenhed, der er nødvendig i en længerevarende konflikt. Samtidig fremhæves reservisternes civile specialistkompetencer inden for eksempelvis ingeniørvirksomhed, sundhed, jura, IT og logistik samt nye operative domæner som cyber og space.
Understøtte krisehåndtering. Reservister kan med deres kombination af militær uddannelse og civile kompetencer bidrage ved blandt andet kriser, katastrofer og stabiliseringsopgaver og fungere som et naturligt bindeled mellem militære og civile aktører.
Styrke samfundets robusthed og sammenhængskraft. NATO ser stærke reserver som en væsentlig del af både den militære kapacitet og samfundets samlede modstandskraft. Reservister beskrives direkte som en bro mellem den civile og militære verden. Samtidig peger NATO på behovet for at håndtere dobbeltfunktioner, hvor reservister også bestrider samfundskritiske civile funktioner.
Et vigtigt element i politikken er erkendelsen af, at en reserve kun eksisterer i praksis, hvis reservisterne faktisk kan frigøres til tjeneste. NATO anbefaler derfor, at landene udvikler egentlige arbejdsgiverprogrammer, der understøtter muligheden for at kombinere civilt arbejde og militær tjeneste. Samtidig fremhæves behovet for klare rettigheder, social beskyttelse, hensyn til familien og beskyttelse af den civile beskæftigelse.
Politikken er udarbejdet og vedtaget gennem NATO’s militære struktur med Military Committee (MC) som godkendende myndighed og International Military Staff (IMS) som central stabsaktør. Samtidig får det hidtidige National Reserve Forces Committee (NRFC) nyt navn: NATO Committee on Reserves (NCR). NCR bliver Militærkomitéens permanente rådgivende organ i reservespørgsmål.
Politikken giver også en tydelig rolle til de internationale reservistorganisationer CIOR, CIOMR og CISOR, som skal repræsentere reservisternes perspektiver og samarbejde med NCR og NATO's militære struktur. CIOR skal blandt andet bidrage med anbefalinger, synliggøre reservisternes værdi, dele best practice og bidrage til uddannelse og interoperabilitet.
For HPRD er retningen i den nye NATO-policy særdeles interessant. Reserven betragtes ikke længere primært som et supplement, der aktiveres, når den stående styrke ikke rækker. Den beskrives som en integreret del af den samlede militære kapacitet, der skal skabe volumen, udholdenhed, specialiserede kompetencer og forbindelse mellem Forsvaret og det civile samfund.
Det er en udvikling, som også bør få betydning for den fortsatte udvikling af Forsvarets Reserve og det kommende danske mobiliseringsforsvar.
