Fra Brașov til NATO: Unge reservister træder ind på den internationale scene

1. maj 2026 11:56 , af Ronny Benjamin Vossen

Hvordan bliver man som ung reserveofficer en del af NATO’s operative virkelighed?

Det fik deltagere fra otte NATO-lande et konkret svar på under CIOR’s Young Reserve Officers Seminar (YROS) i Brașov, Rumænien.

Seminaret er mere end bare et kursus – det er for især de yngre reservister, første skridt ind i det internationale samarbejde i NATO.

 

NATO – tæt på

Efter den officielle åbning med deltagelse af både CIOR og det rumænske værtskab fik deltagerne udover en introduktion til NATO og reservens rolle, også adgang til operative miljøer på det Rumænske militærakademi for luftoperationer. Det gav et konkret indblik i, hvordan moderne militær kapacitetsopbygning foregår i praksis med fokus på droner og flysimulatorer.

Ledelse, kultur og virkelighedens kompleksitet

Et centralt element i seminaret var oplæg på både strategisk og operativt niveau.

Den tidligere rumænske forsvarschef, general Daniel Petrescu, satte scenen med perspektiver på den aktuelle sikkerhedssituation, resiliens og militært lederskab – og blev efterfølgende udfordret af deltagerne i en åben og direkte dialog.

Samtidig bidrog Major Corey Anhorn fra Canada med undervisning i kommunikation og kulturel forståelse i en militær kontekst. Med afsæt i egne erfaringer fra internationale operationer satte han fokus på, hvordan kulturforskelle og misforståelser kan påvirke operationer – og hvordan cultural intelligence er afgørende for at skabe effekt i et multinationalt miljø.

Forskelle, der gør os stærkere

En central del af seminaret var de såkaldte country briefs, hvor deltagerne præsenterede deres nationale reservestrukturer og erfaringer.

For PL-R Asbjørn Jepsen var udbyttet tydeligt:

“Det mest værdifulde har været at se, hvordan andre nationer bruger deres reserver i praksis – og samtidig få koblet det direkte til NATO. Kombinationen af undervisning og et besøg ved en operativ enhed gav en god balance i seminaret, som jeg helt klart kan anbefale andre yngre reservister at søge om optagelse på.”

 

En investering i fremtidens reservister

Behovet for reservister i NATO er stigende – ikke kun som volumen, men som bindeled mellem militær og civilsamfund.

Derfor er YRO-programmet mere end uddannelse. Det er en investering i fremtidens ledere i reserven.

 

Næste skridt er Young Reserve Officers Workshop (YROW), som afholdes 2.–8. august i Bukarest. Er du interesseret i at deltage, så send en kort motiveret ansøgning til MJ-R Ronny Vossen på hprd.dk inden den 30. juni 2026. Du kan også læse mere om CIOR og YRO programmet her: https://cior.net/activities/young-reserve-officers-programme/