Denne uge mødtes 654 soldater fra 10 lande, for at se om de havde, hvad der skulle til for at bestå den Nederlandske ”Tweedaagse Militarire Prestatie Tocht” (TMPT), der er en to-dages feltsport prøve af den mere ekstreme slags.
TMPT blev i år afholdt for 74. gang af det Hollandske Reserveofficersforening og det danske forsvar stillede som næststørste nation hele 66 hold, hvoraf 5 var fra HPRD.
Prøven strækker sig over 2 dage og stiller store krav til deltagernes grundlæggende militære færdigheder, styrke, udholdenhed, snarrådighed og frem for alt teamwork.
Begge dage skal de tildelte prøver gennemføres indenfor maksimalt 10 timer, og holdene kan undervejs blive tildelt op til to ekstra strafløb af 2-4km og/eller få frataget dyrebare minutter fra den samlede tid til rådighed. Ved mere end to strafløb eller ved overskridelse af den samlede tid udgår holdet.
En dag med loop A+B
En dag med loop C+D
Med 191 beståede hold efter dag-2 lå gennemførselsprocenten i år på 58%. Mange hold måtte således erfare, at TMPT ikke er mulig for de fleste uden et års seriøs træning.
HPRD ønsker stort tillykke til alle der gennemførte, naturligvis særligt vores 3 egne beståede hold, og ønsker desuden bedre held næste år til alle der desværre måtte udgå.
Har du mod på at prøve kræfter med denne 2-dages Ironman af en feltsportprøve i 2026 når TMPT afholdes for 75. gang, så skynd dig at tilmelde dig HPRD’s feltsport, og hold dig til, når vi arrangerer træning forud for næste års TMPT!