På næsten 1 års jubilæet for oprettelsen af Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab, lykkedes det endelig foreningen at få første relationsmøde med det nyoprettede ministerie, der fremadrettet også omfatter reservister i Beredskabsstyrelsen.
Mødet var præget af god dialog mellem HPRD, repræsenteret med vores mand fra Beredskabsstyrelsen Keld Molin og formand Jesper Schneider, og Minister Torsten Schack, der er velkendt hos foreningen efter sin tid som Kommitteret i Hjemmeværnet i 2023, samt hans Team.
HPRD benyttede lejligheden til at løfte nogle af de anbefalinger, vi har fremsat ved flere lejligheder, om få opbygget den fornødne samfundsmæssige robusthed og resiliens igennem øget anvendelse af værnepligt samt etablering af skalerbare beredskabsorganisationer baseret på en stærk reserve i samfundet. Anbefalingerne er fremsat med udgangspunkt i vores vurdering på baggrund af blandt andet Nationalt Risikobillede 2025. HPRD’s løsningsforslag omfatter blandt andet tilgang af flere faciliteter, mere materiel og frem for alt beredskabsforpligtet personel, for at opbygge tilstrækkelige personelressourcer til at håndtere længerevarende kriser eller parallelle hændelser af eksempelvis Covid og vejrligsfænomener eller i værste fald ødelagt samfundskritisk infrastruktur.
Ministeren orienterede om Beredskabsforliget fra januar, hvor det blev besluttet af øge Beredskabsstyrelsen med 50 ansatte, samtidig med, at der fra 2026 uddannes yderligere 50 værnepligtige på årsbasis. Ud fra en samlet vurdering mente ministeren derfor, at der ikke aktuelt er behov for at tilføre beredskabet yderligere ressourcer. Han udtrykte også en vis bekymring for, at der kunne opstå en vis ærgrelse i en reservestyrke, såfremt den blev etableret og ikke brugt.
Foreningen konstaterer, at der i hvert fald indledningsvist, er langt imellem den udvikling vi ser i omkringliggende lande, vores opfattelse af kapaciteterne ved - samt nødvendigheden af - et øget redningsberedskab, og det nuværende ambitionsniveau ved MSSB.
HPRD takker for mødet og ser frem til fortsat god dialog, og til at følge udviklingen indenfor det nye ministerområde.