HPRDs formand Jesper Schneider havde i dag foretræde for forsvarsudvalget i Folketinget, for at drøfte Reservens rolle i fremtidens forsvar. Selvom man kun får 15 minutter, så er det lige akkurat nok tid til at komme igennem med det overordnede budskab, at reserven skal styrkes markant, fordi det er en kosteffektiv og samtidig den eneste realistiske mulighed for at opbygge den nødvendige robusthed, resiliens og frem for alt skalerbarhed som dansk forsvar har så alvorligt brug for.
Vores budskab er ledsaget af en række anbefalinger og erfaringer indhentet igennem særligt vores meget tætte samarbejde med reservistorganisationerne hos vores Nordiske alliancepartnere (NROF, SVEROF, FROF) samt i de øvrige nabolande England (UKRFA) og Tyskland (VdRBw).
HPRD har siden sommerferien haft gode tætte drøftelser om Reservestyrken med forsvarsordførere fra foreløbigt over halvdelen af udvalgets partier. Ordførerne kvitterede også ved at tage godt imod formandens fremlæggelse, og stille gode interesserede uddybende spørgsmål til anbefalingerne.
Sidste år omdelte HPRD et tilsvarende notat, med en lang række forlag om bl.a. udvidet værnepligt, hvoraf rigtig mange af forslagene senest er blevet til virkelighed med Delaftale 2.
Indsatsen er et udtryk for HPRD’s indspark til debatten frem mod delaftale Reserve og Hjemmeværn, og der er heldigvis god lydhørhed over for en lille, men stærkt indsigtsfuld og dedikeret forening som HPRD.
I forlængelse af vores fortræde deltog HPRD også i det åbne samråd, som Forsvarsministeren var indkaldt i omkring forsvarets økonomiske situation. Samrådet indebar gode og relevante drøftelser omkring økonomiske uhensigtsmæssigheder, men også om de uheldige følgevirkninger og negative konsekvenser for forsvarets genopbygning, der kommer på et kritisk tidspunkt. Det bliver spændende at læse de opfølgende redegørelser samt overvejelser omkring eventuelle merbevillinger.
Er du reservist, og har du mod på at gøre en indsats i HPRD, så hører vi gerne fra dig! Vi får brug for alle kræfter for at genrejse forsvaret og Reserven.
Vi kæmper for Reserven og for dig! Kan vi regne med dig? 💪🫡🪖🇩🇰