Introduktion af Regeringens plan for genopretning af Forsvarets fundament; historisk forsvarsforlig med store ambitioner; Delaftale 1 med fokus på bl.a. rekruttering, fastholdelse, uddannelse og forudsætninger for opbygningen af et styrket af forsvar; Delaftale 2 med ekstra bevillinger og løft af den økonomiske ramme og fremrykning af midler til styrkelse af forsvaret. Alt sammen for at rette op på det ”kollektive svigt” af forsvaret.
Kan det undre at både befolkningen, alliancepartnere og soldater står måbende tilbage mindre end ét år senere, når resultatet af optimismen og den både nødvendige planlagte og forventede succes med øget fastholdelse og rekruttering, så ender med at lede til det modsatte. Nemlig aflysning af aktiviteter, uddannelser, øvelser, indkommandering og andre sparetiltag der, selvom de ”teknisk set” ikke er besparelser, nu en gang ikke kan opfattes som andet af soldaterne.
Uanset om budgetteringen har været fejlagtig eller om overforbruget er velbegrundet eller ej, opleves det som frustrerende og skuffende fra forreste række, hvor fastansatte såvel som reservister står desillusionerede, demotiverede og afmægtige tilbage overfor opgaven om at bygge op, mens der skæres ned.
Man kan kun undres og håbe at det politiske niveau til fulde er klar over hvor kontraproduktivt det er, og klar over hvor store de personelmæssige og tidsmæssige konsekvenser bliver for genopbygningsopgaven, når man ikke fremskynder de manglende 100 millioner (svarende til godt ½ promille af forligsbeløbet).
I Reserven trækker vi vejret dybt og lider med anstand sammen med resten af forsvaret velvidende, at vi endnu engang kommer til at miste gode kolleger, fastansatte såvel som reservister på grund af endnu et ”kollektivt svigt”.
I det mindste er der positiv fremdrift på andre områder. Fra 1. september indføres en ny ansættelsesproces for rådighedsstillinger, så reservister fremadrettet kan ansættes uden krav om brug af stillingsopslag ved ansættelse på samme niveau. Det kommer både til at lette administrationen og nedbringe unødig og frustrerende ventetid ved ansættelse som reservister.
Endvidere indføres en midlertidig begrænsning af krav om helbredsundersøgelse af reservister. Dermed vil det fremover som udgangspunkt kun være sprogofficerer, civil-militære tolke og reservister med sejlende eller international tjeneste, der skal helbredsvurderes.
Begge dele imødekommer velkendte problemer som vi længe har efterspurgt løsninger på, og der skal derfor lyde stor ros til FPS bemandingsafdeling for den ændrede forvaltningspraksis på området!
Et andet nyt og spændende initiativ går på at Center for Reservestyrken (CFR) vil blive indlemmet direkte i Forsvarskommandoens Udviklings-og Planlægningsstab fremfor som hidtil, at være et udskilt eksternt sekretariat. Dermed kommer varetagelsen af Reserven fremadrettet tættere på Forsvarskommandoen. Fra HPRD’s side ser vi frem til et øget og tættere samarbejde til gavn for både forsvaret og reserven. (Læs notits fra CFR andetsteds i bladet)
Slutteligt er det mig en stor glæde at kunne informere om at vi for første gang i mange år endelig er begyndt at se stigende medlemstal i foreningen igen. Dette takket være en stor indsats fra alle i at skabe relevante aktiviteter og mere synlighed omkring Reserven og HPRD derude. Hvis vi fortsætter det gode arbejde og samtidigt formår at tilpasse os de kommende årgange af værnepligtige sergenter og officerer, er jeg sikker på vi kommer til at se en større og stærkere forening og Reserve i fremtiden.
Så har du en kollega der endnu ikke har fået meldt sig ind så skynd dig at opfordre vedkommende til det. I den kommende tid bliver det mere vigtigt end nogensinde før vi som reservister står sammen og støtter hinanden og Forsvaret i at skabe en Stærk Reserve!
Jesper Schneider