Det årlige Midtvejsmøde er hvor bestyrelsen og foreningens kredse har mulighed for god gensidig orientering m.m.
Formanden Jesper Schneider indledte med at orienterer generelt om situationen set fra hans stol. I sit indlæg kom formanden bl.a. ind på det seneste afholdte møde i Nordisk Præsidium i september i København, og hvor de respektive formænd fra foreningerne i Finland, Norge og Sverige havde drøftet reservens forhold.
Formanden gennemgik endvidere foreningens udvalgsstruktur og slog kort ned på Cyberudvalget, der har udarbejdet nogle spændende tanker om forsvarets cyberreserve. Feltsportskursus blev også berørt, og den nye værnepligt og hvor den første samlede tjeneste og den efterfølgende tjeneste blev omtalt. Formanden kom kort ind på de kommende overenskomstforhandlinger (OK26) og Aftaleudvalgets sonderinger i så henseende.
Derefter var det kredsenes tur til at give en status på deres aktiviteter. Der blev også lejlighed til at rejse problemstillinger, hvor der var mulighed for både drøftelse og erfaringsudveksling.
Formanden for Reservens Idrætsråd (RIR) Martin Kaasgaard oplyste, at feltsportskurset kører på bedste vis. Men RIR formanden efterlyste den manglende sagsbehandler HKO, hvilket betød, at det kneb noget med at få betalt de af kurset afstedkomne regninger. Der var på mødet en generel drøftelse af feltsportskurset både form og indhold og HPRDs rolle heri.
Efter frokost var der bl.a. fra formanden for Aktivitetsudvalget en status på de mange gennemførte aktiviteter gennem det seneste år og hvad udvalget havde i ”posen” fremadrettet.
Midtvejsmødet afsluttedes med en temadrøftelse med overskriften ”Fornyelse af HPRD og HPRD kredse”. Det blev gode drøftelser og meningsudvekslinger.
Fynskredsen bidrog som vært på bedst vis med at sørge for lokale på Odense Slot inkl. lækker forplejning.