Vi var så tæt på.
Sidst i februar havde HPRD’s formandskab foretræde for Folketingets Forsvarsudvalg. Interessen for Reserven var stor som altid, og forventningerne var tydelige. Alle ventede på, at forsvarsministeren snart ville fremlægge Forsvarets anbefalinger om mobiliseringsstyrke og reserve.
Vores håb var, at der ville blive truffet en nødvendig og rettidig beslutning, inden et valg satte sikkerhedspolitikken og genopbygningen af mobiliseringsforsvaret på pause. Sådan gik det ikke.
Kort efter stod vi endnu en gang med udsættelser og usikkerhed. I skrivende stund er regeringsdannelsen endnu ikke afsluttet, og det står klart, at det nuværende forsvarsforlig når treårs jubilæum, før vi ser en egentlig plan for et nationalt mobiliseringsforsvar. Det er utilfredsstillende – ikke mindst fordi manglende afklaring også påvirker mulighederne for at løfte ambitionsniveauet frem mod vores OK26.
Der er dog grund til forsigtig optimisme. Valgkampens forsvarsdebat viste, at der fortsat synes at være bred politisk enighed om retningen. Derfor må vi håbe, at en ny regering hurtigt kan omsætte ordene til handling.
Samtidig fortsætter arbejdet internt i Forsvaret. Flere myndigheder arbejder målrettet med at styrke en mere operativ reserve. Et godt eksempel er PKOM’s initiativ One-Entry, hvor tidligere medarbejdere kan registrere sig digitalt og blive kontaktet med henblik på rådighedskontrakt som reservist. En enkel løsning, der kan bringe værdifulde kompetencer hurtigt tilbage i tjeneste.
For HPRD har foråret heldigvis budt på mange positive begivenheder.
I marts afholdt Københavnskredsen den årlige gallafest på Hærens Officersskole på Frederiksberg Slot. Det blev en særdeles vellykket aften med hæderstegnsoverrækkelse, flot deltagelse og gæster fra både ind- og udland. Arrangementer som dette styrker korpsånden og sammenholdet på tværs af værn, grader, aldre og tjenestesteder – og giver samtidig mulighed for at takke vores bedre halvdele for deres store opbakning.
Planlægningen af gallafesten i 2027 er allerede i gang, så sæt gerne kryds i kalenderen lørdag den 13. marts 2027.
Generalforsamlingen i april blev også velbesøgt og vellykket. Dagen bød blandt andet på oplæg fra Benny Engelbrecht (S) og Forsvarskommandoen om Forsvarets AI-strategi. Debatten var engageret, og generalforsamlingen blev gennemført i god orden.
Vi har nu en fuldtallig bestyrelse på ni medlemmer – igen med repræsentation fra Søværnet. På bestyrelsens vegne vil jeg gerne takke alle fremmødte samt de kredse, der arrangerede fællestransport til København.
Foråret er over os, og aktivitetskalenderen er fyldt. Vi glæder os til at møde mange af jer ved kommende arrangementer – ikke mindst HPRD’s feltsportsmesterskab 2026 hos Lillebæltskredsen lørdag den 6. juni.
Med ønsket om et dejligt forår.