Hvordan opbygger man en reserve, der både kan levere operativ effekt i dag, mobilisere hurtigt i en krise og skabe den strategiske dybde, der gør det muligt at holde en længerevarende konflikt ud? Det spørgsmål stod centralt, da HPRD deltog i den britiske søsterorganisation UK Reserve Forces Associations årlige reservekonference i London.
Konferencen var en del af et bredere HPRD-besøg i Storbritannien, hvor en delegation fra hovedbestyrelsen både deltog i den sikkerheds- og reservepolitiske konference og gennemførte møder om nye britiske uddannelsesmuligheder for danske reservister.
HPRD hovedbestyrelse var repræsenteret af formand Jesper Schneider, formand for HPRD's Tjeneste-, Uddannelses- og Karriereudvalg (TUK), orlogskaptajn Tue Lippert fra Søværnet, samt Jens Graff, sergent i Hæren, som repræsenterede befalingsmandsgruppen.
Sammensætningen af delegationen afspejlede samtidig et vigtigt princip for HPRD: Udviklingen af Reserven handler ikke om ét værn eller én personelgruppe, men om hele Forsvaret og om officerer, befalingsmænd, konstabler og specialister.
Temaet for årets konference var:
“From Readiness to Mobilisation: Reserves, NATO and the Whole Nation.”
Det viste sig at ramme meget præcist ind i den debat, HPRD aktuelt rejser i Danmark forud for offentliggørelsen af organisationens nye strateginotat om mobilisering og reserve.
Konferencen samlede britiske militære chefer, reserveledere, repræsentanter fra NATO og internationale gæster.
Blandt deltagerne var også nordiske, baltiske, tyske og franske venner og kolleger. Det gav gode muligheder for ikke alene at høre de britiske erfaringer, men også at sammenholde dem med udviklingen i andre allierede lande, der står med mange af de samme spørgsmål om mobilisering, reserve, strategisk dybde og samfundets samlede modstandskraft.
HPRD deltog heller ikke kun som tilhører. I konferencens afsluttende paneldebat bidrog HPRD's formand, Jesper Schneider, med et dansk perspektiv blandt de internationale deltagere.
Et af konferencens tydeligste budskaber var, at reservepolitik ikke længere primært handler om at have ekstra enkeltpersoner til rådighed.
Efter årtier, hvor mange vestlige forsvar har været dimensioneret efter mindre internationale operationer, er fokus igen flyttet mod kollektivt forsvar, mobilisering, strategisk dybde og evnen til at opretholde militære operationer over længere tid.
En britisk MOD-repræsentant beskrev udviklingen meget klart: Reserven er gået fra periferien til en langt mere central placering i det britiske forsvar.
Samtidig arbejder Storbritannien på at revitalisere en strategisk reserve af tidligere militært uddannet personel.
Den britiske Armed Forces Bill 2026–27 indeholder blandt andet forslag om at øge den maksimale recall-alder til 65 år, harmonisere recall-forpligtelsen på tværs af værnene og gøre det lettere at anvende den strategiske reserve til krigslignende operationer. Lovforslaget er fortsat under parlamentarisk behandling. (commonslibrary.parliament.uk)
Retningen er interessant set med danske øjne: Militært uddannet personel bør ikke nødvendigvis forsvinde ud af Forsvarets samlede ressource, blot fordi den enkelte forlader aktiv tjeneste.
Det ligger tæt på en af HPRD's kommende hovedanbefalinger: at militært uddannet personel som udgangspunkt skal bevares som en national ressource frem til folkepensionsalderen. Kun en del behøver på ethvert tidspunkt at være krigsplacerede, udrustede og aktivt øvede. Resten kan skabe den strategiske dybde, som bliver afgørende i en længerevarende konflikt. HPRD - Mobilisering og reserve,…
Men konferencen viste også noget mindst lige så vigtigt:
Én fælles reservestrategi betyder ikke én fælles reservemodel.
Søværnet, Hæren og Flyvevåbnet har forskellige operative virkeligheder.
Det britiske maritime indlæg gav særlig god inspiration til en dansk søværnsmodel.
Royal Navy's reserve er i høj grad præget af individuelle specialister og individual augmentation. På komplekse platforme og systemer er den hurtigste vej til øget operativ kapacitet ofte at anvende personel, som forholdsvis nyligt har forladt fast tjeneste og derfor stadig har aktuelle platform-, system- og specialistkompetencer.
Oversat til danske forhold peger det på, at Søværnet ved hurtig opskalering bør kunne trække på nyligt afgået fast personel – uanset om disse allerede er forankret i funktioner i den aktive reserve eller alene befinder sig i den strategiske reserve – før egentlige mobiliseringsenheder bringes i spil.
Det maritime indlæg viste samtidig, hvor konkret mobiliseringsarbejdet skal være.
Royal Navy har gennem øvelserne Recall Warrior og Mobilise Warrior arbejdet med hele processen fra at finde det relevante personel til at kontrollere kompetencer, helbred, sikkerhedsstatus og anvendelighed og derefter bevæge personellet ind i konkrete funktioner. Under Mobilise Warrior blev omkring 170 simulerede personer ført gennem systemet inden for 24–48 timer. Transcript UKRFA Seminar
Det illustrerer et centralt princip:
En liste med navne er ikke mobiliseringsevne.
Mobiliseringsevnen opstår først, når vejen fra militært uddannet borger til anvendelig soldat i en konkret funktion er planlagt, organiseret og øvet.
Land Forces præsenterede en model med tre bølger.
Første bølge består af kapaciteter på højere beredskab, som skal kunne anvendes hurtigt – blandt andet kapaciteter den stående hær ikke selv råder over i tilstrækkeligt omfang.
Anden bølge handler om udholdenhed. Reserven skal ind i kampen tidsnok til at muliggøre rotation og bevare den professionelle kampkraft, før den stående styrke bliver slidt op.
Tredje bølge er den bredere nationale mobilisering.
Briterne arbejder samtidig systematisk med at øve dette. På konferencen blev blandt andet beskrevet en shadow mobilisation af omkring 18.000 reservister og planer for yderligere øvelser af mobiliserings- og krigsplanerne. Transcript UKRFA Seminar
Oversat til en dansk hærramme giver modellen god mening:
Første bølge leverer de kapaciteter, som skal kunne være klar hurtigt. Her kan både reservister og tidligt hjemsendte værnepligtige indgå med et øget beredskab.
Anden bølge udgøres af regulære mobiliseringsstyrker baseret på den aktive reserve og organiserede mobiliseringsenheder.
Tredje bølge skaber den strategiske dybde ved, at yderligere personel fra den strategiske reserve bringes tilbage gennem en bredere national mobilisering.
Det er ikke konkurrerende modeller. Det er forskellige lag af den samme mobiliseringsevne.
Royal Air Force viste endnu en tilgang.
Her indgår reservister allerede i betydeligt omfang i den daglige operative virksomhed sammen med fast personel.
Men særlig interessant var brugen af kompetencer, som kommer direkte fra det civile samfund.
RAF arbejder eksempelvis både med tidligere militærpiloter i den strategiske reserve og med piloter, der rekrutteres fra civil luftfart og uddannes til konkrete militære reservefunktioner. På konferencen blev det fremhævet, at de første reservepiloter til Wedgetail-programmet kunne komme ind uden et traditionelt forudgående karriereforløb som fastansatte RAF-piloter.
Det åbner en interessant mulighed for Danmark.
En moderne reserve behøver ikke alene at være et sted, hvor tidligere fastansatte fortsætter deres militære tilknytning. På udvalgte områder kan Forsvaret også hente højt specialiserede kompetencer fra det civile samfund og supplere dem med den nødvendige militære uddannelse.
Piloter er ét eksempel. Cyber, AI, teknologi, sundhed og logistik er andre oplagte områder.
NATO-perspektivet løftede diskussionen fra britisk reservepolitik til Alliancens samlede forsvarsmodel.
Et centralt budskab var, at NATO i stigende grad betragter reserven som en integreret del af deterrence, defence, mobilisation, strategic depth og societal resilience.
Det er ikke tilstrækkeligt at have personel, som på et tidspunkt kan indkaldes.
Reservister skal være uddannede og øvede og kunne indgå i NATO's planer. Interoperabilitet kan ikke pludselig skabes, når krisen allerede er begyndt.
Særligt erfaringerne fra Ukraine har understreget behovet for strategisk dybde: evnen til at erstatte tab, regenerere styrker og opretholde militære operationer over måneder og år.
Samtidig forbinder reserven Forsvaret med arbejdsgivere, virksomheder, kritisk infrastruktur, myndigheder og lokalsamfund. Det gør den til mere end en personelreserve. Den bliver en del af samfundets samlede modstandskraft. Transcript UKRFA Seminar
For HPRD er den pointe væsentlig:
Reservepolitik er ikke et personalepolitisk nicheområde. Det er en del af styrkedesign, mobilisering og afskrækkelse.
Et af konferencens markante indlæg kom fra General Sir Richard Barrons, tidligere Commander, UK Joint Forces Command.
Hans budskab var grundlæggende, at vestlige forsvar efter Den Kolde Krig har vænnet sig til relativt små stående styrker og konflikter, hvor hele samfundets mobilisering ikke var nødvendig.
Den model er ikke skabt til en længerevarende konflikt mellem stater.
Hvis det af økonomiske grunde ikke er muligt at holde meget store stående styrker, må den strategiske dybde i stedet skabes gennem reserver, mobilisering, industri og samfundets samlede modstandskraft.
Barrons beskrev det som en genopdagelse af reservens traditionelle plads i Forsvaret: en professionel stående styrke kombineret med en stor og effektiv reserve, en strategisk reserve og forbindelsen til stat, industri og civilsamfund.
En af hans væsentligste pointer var derfor behovet for igen at opbygge selve institutionen omkring reserven: en organisation, der holder kontakt til personellet, vedligeholder kompetencer, kan mobilisere og ved, hvor de mobiliserede skal anvendes.
Det nytter ikke at have noget, der kaldes en reserve, hvis man ikke samtidig har en plan for, hvad der skal ske med den i en krise. Transcript UKRFA Seminar
Det ligger meget tæt på HPRD's egen grundlæggende tilgang:
En mobiliseringsstyrke er ikke et regneark med navne.
Den måske vigtigste læring fra konferencen var derfor ikke, at Danmark skal kopiere Storbritannien.
Tværtimod.
Den britiske erfaring viser, at forskellige værn og forskellige funktioner kræver forskellige reservemodeller.
Men den viser også behovet for en fælles strategisk ramme, hvor militært uddannet personel fastholdes som en ressource, hvor mobilisering planlægges og øves, og hvor den aktive reserve, mobiliseringsstyrken og den strategiske reserve bliver forskellige lag i det samme forsvar.
Det er netop disse spørgsmål, HPRD behandler i det strateginotat om Mobilisering og reserve, som organisationen offentliggør mandag d. 5. oktober 2026.
Denne artikel er den første af to fra HPRD's besøg i Storbritannien. I den anden fortæller vi om de konkrete resultater af HPRD's møder om britisk Professional Military Education – herunder nye muligheder for danske reserveofficerer, befalingsmænd, konstabler og korporaler.
